Lokalradioen i Odder lukker
Den lille radio trækker stikket ud til nytår efter 20 år i æteren og overlader alt til Radio Horsens.
For nogen tid siden fik lokalradioen i Odder besked fra Radio Horsens på, at hvis Radio Horsens ikke fik råderet over hele sendefladen - så ville Radio Horsens trække sig ud af samarbejdet.
Lokalradioen i Odder anvender en del teknik, som Radio Horsens har stillet til rådighed - og når lokalradioen i Odder ikke selv sender, så retransmitteres programmerne fra Radio Horsens.
Flemming Stougaard, der er formand for Lokalradio Odder, afviser dog overfor Horsens Folkeblad, at man er blevet presset ud af Radio Horsens. Han mener, at man nok - hvis man havde haft energi til det - ville have været i stand til at rejse pengene til en selvstændig videre drift - uden Radio Horsens.
Men man har altså valgt at stoppe nu - fra udgangen af december.
Lokalradioen i Odder, der siden starten i januar 1988 har sendt på 107.8 MHz fra lokaler ved Selandiakrydset på Rådhusgade i Odder, sender på tre sendetilladelser: 'Foreningen Lokalradio Odder', 'Foreningen Radio Raptus' og 'Foreningen Odder Weekend Radio'.
Fra nytår overtager Radio Horsens hele sendefladen på 107.8 MHz i Odder.