Lokalproduceret mjød på Mols

Et familiebryggeri på Mols producerer mjød af de ting, der findes på Djursland

01:31

På Mols ligger det lille familiebryggeri Mjødgård, der har specialiseret sig i at producere mjød af de ting, der findes på Djursland. En vigtig ingrediens i mjød er planten mjødurt, der vokser naturligt i Norden, og et af de sydligste voksesteder er de beskyttede Vorup Enge ved Randers Fjord.

- Mjødurten er en af de ældste krydderurter, vi kender til mjød overhovedet. Og vi ved, at vikingerne brugte det, fordi det er beskrevet i islandske sagaer. Vi gætter på, at den har fået navnet mjødurt, fordi den er så hammer, hammer god at krydre mjød med. Den tilføjer lidt en frugtagtig bitterhed eller friskhed til det, sådan lidt syrligt som æbleskræl, fortæller Odd Castmar-Jensen, som er ejer af Mjødgård ved Knebel.

Mjød har været brygget i årtusinder, og udover mjødurt bliver mjøden brygget af honning.

- Mjød er jo en honninggæret drik, og lidt ligesom, at korn laver man øl af, og frugt laver man vin af, så bruger man honning til at lave mjød af, fortæller Odd Castmar-Jensen.

Odds mjødproduktion består udover de selvindsamlede urter af lokal honning, som biavler Ole Preuss fra Bjødstrup Mark leverer.

- Honningen er simpelthen grundsubstansen i mjød, det er altafgørende. Jo mere fyldig og jo højere kvalitet honningen er, jo bedre har mjøden mulighed for at blive. Nogle af de smagsstoffer, som bierne er ude at hente ude i blomsterne, det kan vi faktisk godt smage i mjøden. Så det er meget vigtigt, at honningen er absolut topkvalitet, og det er den her, forklarer Odd Castmar-Jensen.

Hør Odd Castmar-Jensen fortælle om mjødurt i videoen øverst i artiklen.

Se hele programmet om Odds mjødproduktion i programmet Mød Din Mad herunder.

24:16

Vi besøger et lille bryggeri på Mols, der producerer mjød af de ting, der findes på Djursland. Vi skal bl.a. ud og plukke mjødurt langs Gudenåen.

Luk video