Lokalpolitikere chikaneres: Nu skal problemet undersøges til bunds
Nu skal det undersøges, hvor stort problemet er med chikane og trusler mod lokalpolitikerne
Trusler mod politikere hører ingen steder hjemme. Så nu vil Økonomi- og Indenrigsministeriet have undersøgt det nøjagtige omfang af problemet. Derfor modtager landets 2.444 siddende medlemmer af byråd og 205 medlemmer af regionsråd mandag et spørgeskema, der skal forsøge at klarlægge problemets omfang.
I sommer fortalte vi her på TV2 ØSTJYLLAND, hvordan flere østjyske politikere har været udsat for verbale overhalinger, chikane og endda trusler.
152 østjyske byrådsmedlemmer svarede på vores undersøgelse. En af dem var Anders Buhl-Christensen, der sidder i byrådet for Venstre i Randers Kommune.
Læs også
Han har oplevet, at utilfredse borgere har chikaneret ham på hans hjemmeadresse. Og for to år siden var det hans kone, det gik ud over.
Hun blev overfuset af en borger, der troppede op hjemme hos Anders Buhl-Christensen en dag, hvor han ikke var hjemme.
- Det påvirker stadig hende, selvom det er to år siden. Så det har jo sat nogle spor, som det ikke burde, sagde han tilbage i august måned.
Fakta skal på bordet
Nu har Økonomi- og Indenrigsministeriet, KL og Danske Regioner besluttet at sende skema ud til medlemmer af byråd og regionsråd med spørgsmål om chikane, trusler, hærværk og vold.
- Det er blandt andet fordi, der er en række nyhedsmedier, der på det seneste har bragt undersøgelser, de selv har foretaget. Der har måske været nogle meget voldsomme stigninger i antallet af trusler og chikane af lokalpolitikere, så for at få sikkerhed og vished for, om det er korrekte tal, så laver Indenrigsministeriet nu undersøgelsen, siger Carsten Bach fra Liberal Alliance, der er valgt i Østjylland til Folketinget og partikollega med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der nu har sat gang i undersøgelsen.
Spørgsmålene i undersøgelsen lyder blandt andet:
Hvordan har dine oplevelser af chikane, trusler, hærværk og/eller vold påvirket din adfærd?
Undersøgelsen skal give et klart billede af, hvad de folkevalgte bliver udsat for. Økonomi- og Indenrigsministeriet, KL og Danske Regioner arbejder sammen om at gøre noget ved problemerne, hvorfor de gennemfører undersøgelsen i fællesskab.
Læs også
Når resultaterne ligger klar, gælder det om at finde løsninger.
- Nu skal vi have et faktuelt grundlag at diskutere ud fra, og så kan det i første omgang bruges til, at vi kan vejlede de nye medlemmer af kommunalbestyrelser rundt om i landet om, hvordan de skal forholde sig i de her situationer, og derfor er det vigtigt, at vi har et faktuelt grundlag og noget statistik. Så kan vi også sammenligne med nabolande, vi kan finde ud af, om der er specifikke politikområder, hvor det er værre end andre, og om der er dele af landet, hvor det er værre end andre steder, siger Carsten Bach, der også åbner op for, at man måske vil øge straffen for de her forseelser mod lokalpolitikerne.
I videoen øverst på siden kan du se hele interviewet med Carsten Bach.