Lokale passagerer må vente
DSB og Banestyrelsen overholder ikke tidsfristerne for forbedringer af den østjyske togdrift.
Østjyske passagerer må vente endnu en rum tid på de aftalte forbedringer af nærbanerne i Østjylland.
En aftale fra 1999 lovede ellers omfattende forbedringer af strækningen Silkeborg-Århus og Århus-Grenaa med blandt andet flere stationer og hurtigere tog. Selvom hele projektet skulle være færdigt til næste sommer, så er der indtil nu sket meget få fremskridt.
Der er således ikke sket den planlagte opgradering af Grenaa-banen eller indkøb af seks nye nærbanetog, ligesom Viby Station skulle ombygges for 19 millioner kroner.
DSB oplyser til JP Århus, at man først regner med at have forbedringerne klar i løbet af 2005.
Det eneste konkrete resultat af aftalen indtil nu er den snart ombyggede Hørning Station.
I 1999 indgik den daværende SR-regering det såkaldte nærbaneforlig med SF og Enhedslisten. Aftalen afsatte 250 millioner kroner til forbedring af nærbaner i Østjylland og omkring Aalborg.