Lokale musikere mødes: Åbyhøj har fået sin egen festival

En række professionelle musikere fra Åbyhøj mødes i dag ved bydelens kulturhus til festival

Peter Vuust er en af de Åbyhøj-musikere, der deltager i bydelens festival søndag.

Festivalen foregår i kulturhuset Elværket. Foto: Google Street View

1 af 2

For et år siden fik Aarhus-bydelen Åbyhøj kulturhuset Elværket, og i dag bruges det nye samlingssted så til områdets første musikfestival.

Det er Dorthe Andersen, der er initiativtager til festivalen, hvor en række lokale professionelle musikere deltager.

- Der er mange aktive foreninger i Åbyhøj, og her bor også en masse musikere. Så det var oplagt at bruge kulturhuset til at styrke netværket blandt dem og give interesserede en god oplevelse, siger Dorthe Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Købmanden bebudede sit farvel: Nu er omsætningen fordoblet

Dagen startede med fællesang, kor, kage og kaffe kl. 14, og herefter kan man opleve en bred vifte af musik blandt andet bluessanger Mike Andersen, de forenede Åbuhøjske trommeslagere ’Slåbyhøjt’ samt sanger og komponist Kris Herman.

- Når musikerne mødes, kan de måske lave aftaler om projekter sammen, som de ellers ikke ville have muligheden for at realisere, siger Dorthe Andersen.

Læs også Stor utilfredshed med lukning af friluftsbad i Silkeborg

Fra festivalens start var fremmødet ikke prangende, men arrangøren håber, at kor og fællessang kan lokke publikum til.

- Jeg aner ikke, hvor mange der ender med at komme. Det er søndag, stor konfirmationsdag og alt muligt, men jeg håber da på opbakning. Der har været stor støtte fra musikerne, der stiller op frivilligt, fortæller Dorthe Andersen.

Der er fri entré til festivalen, der slutter kl. 21 i aften.