Nettos overskudsvarer trylles til julefrokost til socialt udsatte

Juleaftensdag vil Nettos indsamle overskudsmad fra en række østjyske butikker. Maden bliver til en julefrokost til socialt udsatte

I Aarhus vil overskudsmaden fra Netto blive forvandlet til en lækker julefrokost af lokale kokke fra det aarhusianske restaurationsmiljø.

Selvom man ikke ejer meget, skal man have en glædelig jul - og dertil hører en god julefrokost. 

Derfor har over 100 Netto-butikker tilmeldt sig til at donere overskudsmad i julen, som vil blive brugt i juledagene og ind i det nye år. I det østjyske er der tale om butikker i Aarhus, Åbyhøj, Højbjerg, Skødstrup, Horsens, Harlev og Randers.

Det giver jo god mening at donere vores overskud af mad til dem, som godt kunne trænge til et ekstra måltid i julen.

Freja Bjerrisgård Rasmussen, butikschef

I Aarhus vil overskudsmaden blive forvandlet til en lækker julefrokost af lokale kokke fra det aarhusianske restaurationsmiljø.

- Opbakningen til julefrokosten i vores butik har været stor. Alle er meget glade for, at vi kan hjælpe Kirkens Korshær. Det giver jo god mening at donere vores overskud af mad til dem, som godt kunne trænge til et ekstra måltid i julen. Samtidig mindsker vi vores spild, hvilket også er et kæmpe plus, siger Freja Bjerrisgård Rasmussen, der er butikschef hos Netto i Aarhus.

Læs også Aarhusiansk fond køber sidste del af Bilka og Netto af Mærsk

Overskudsmaden består af friske råvarer, som enten vil overskride sidste salgsdato pga. julens mange lukkedage, eller som er blevet lettere beskadiget under transporten.

FødevareBanken, der til dagligt modtager fødevarer fra Netto og sikrer, at overskudsmad kommer andre til gode, hjælper med at rekruttere frivillige, som skal assistere kokkene med madlavningen på værestederne. Det forventes, at der deltager langt over 250 frivillige på tværs af landet, og op mod 1.000 vil blive bespist.

Ekstra hjælp i julen til ensomme og socialt udsatte

Mens julen for mange er lig hygge og julekomsammener med familie og venner, er det dog ikke alle, som fejrer julen sammen med den nære familie. Mange socialt udsatte oplever at føle sig ekstra ensomme i december og juledagene. 

Læs også Venskabelig dyst giver 8 millioner kroner til julehjælp

- Med det behov for hjælp vi oplever i julen, er det en stor hjælp at få doneret mad, så vores egne midler strækker længere og kan blive brugt til at skabe overskud et andet sted. Ud over et måltid kommer mange også for at finde nærvær og samvær hos os, siger Helle Christiansen, der er korshærschef.

I løbet af november og december har Netto sat sig for at indsamle 250.000 måltider mad til socialt udsatte. Donationen af overskudsmad til Kirkens Korshær er en lille del af indsatsen.

Fakta om madspildsprojektet

20 butikker donerede overskudsmad til Kirkens Korshær i pilotprojektet i julen 2016

I år har over 100 butikschefer hos Netto indvilliget i at give deres madspildsvarer til julefrokoster for ensomme og socialt udsatte.

Nettos medarbejdere stiller frivilligt op den 23. december efter lukketid for at sortere de fødevarer, der vil overskride sidste salgsdato i helligdagene.

Juleaftensmorgen klokken 7.00 bliver madvarerne afhentet og fragtet til Kirkens Korshærs væresteder.