Lokale ildsjæle redder kro: Det har skabt sammenhold i byen
Indbyggere i Ørsted i Norddjurs Kommune har købt aktier i deres lokale kro og sat den i stand. Det vandt de i dag en landsdækkende pris for
Hvis ikke det havde været for 575 lokale aktionærer, havde Ørsted Kro sandsynligvis ikke været her i dag.
Tilbage i 2013 købte de sammen kroen, og ændrede den fra værtshus til spisehus.
- Der skulle noget liv i den her by. I nogle år havde det været et sted, hvor man kunne komme ind og få en øl, men vi ville gerne have, at det skulle være et spisested, siger Dag Kristiansen, der er formand for Ørsted Kro A/S.
I fællesskab satte byens indbyggere kroen i stand, så den i dag står flot og gennemrenoveret.
- Det skaber et kolosalt sammenhold i byen, siger Henning Hansen, der har været med til at sætte kroen i stand.
Anden mentalitet
I kroen bliver der arrangeret mange aktiviteter af frivillige, og en af de frivillige, mener, at hele mentaliteten i Ørsted er blevet ændret gennem arbejdet med kroen.
- Det, at vi har så mange ejere, giver noget ejerskab. Det er ikke jo ikke bare én person, der ejer kroen, men vores kro, siger Tove Hjort Jensen og tilføjer:
- Der er kommet en ja-mentalitet. Der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre længere, siger hun.
Fakta om homePrisen:
homePrisen giver et skulderklap til alt det, der gør en positiv forskel i lokalmiljøet. De ting man er stolt af, når man bor i nærheden.
Også andre byer
Ørsted er ikke det eneste sted, hvor borgere er gået sammen om at holde liv i lokalområdet.
I Alken ved Skanderborg overtog byens borgere for 20 år siden et mejeri, der lå midt i byen, og gjorde det til forsamlingshus og købmand, og det lever stadig i dag.
- Det holder gang i os alle sammen, siger Søs Nielsen, der er medlem af styregruppen for købmanden i Alken.
- Og det er jo det sociale fællesskab, der er med til at gøre, at købmanden også har den opbakning, den har, tilføjer Mogens Mørk Andersen, der er frivillig.
I alt er 30-40 frivillige i huset, og efter fire år lever det gamle mejeri i bedste velgående.
Ildsjæle skyld i succesen
Ifølge fremtidsforsker Jesper Bo Jensen er det netop ildsjælene, der er skyld i, at der er fortsat er liv i små byer som Ørsted og Alken.
- Det skyldes især, at de har fået nogle ildsjæle ud og bo hos dem, og grunden til det er, blandt andet at det er blevet dyrt at bo i større byer, siger Jesper Bo Jensen.
I videoen øverst kan du se, hvordan kroen ser ud og høre, hvordan de lokale har det med deres indsats.