Lokale hjælper asylansøgere
Cykler, tøj, fodtøj og legetøj indleveres
Lokalsamfundet i Gjern og omegn støtter op om de omkring 130 asylansøgere, som for tiden bor midlertidigt på feriecenteret Dayz Søhøjlandet i Gjern.
Her har man blandt andet modtaget tøj, sko, legetøj og cykler.
- Det er helt overvældende, så meget som vi har modtaget, siger Peder Svinth, der er frivillig ved Røde Kors og blandt andet står for koordineringen af donationerne i Gjern.
Han fortæller, at de har modtaget omkring 100-150 sække med tøj og fodtøj, ligesom der er kommet meget legetøj og 10-15 cykler.
- Vi har fået rigtig meget, og det er rigtig gode ting. Det er meget imponerende, siger Peder Svinth og fortsætter:
- Cyklerne bliver brugt næsten hele tiden, dem er de rigtig glade for. Både børn og voksne.
Faktisk har man valgt at sætte indsamlingen af ting på standby, indtil man har fået et overblik over præcis hvilke ting, der er blevet indleveret. Og hvis der er tøj eller lignende i overskud, så bliver det sendt videre til andre asylcentre i landet.
- Man skal tænke på, at det her er folk, som har forladt alt de ejer og har. De er meget ydmyge og taknemmelige for at få de her ting, fortæller Peder Svinth.
Han glæder sig også over at flere forskellige personer, foreninger og klubber er gode til at tilbyde hjælp til at aktivere asylansøgerne med forskellige arrangementer og leg.
- Folk har været så gode til at møde asylansøgerne i øjenhøjde og hjælpe med at aktivere dem. I aften er der for eksempel et arrangement med bål og snobrød, siger Peder Svinth.
I Gjern har man lavet en gruppe på Facebook, hvor kan byde ind med ideer og ting, der kan være med til at hjælpe de omkring 130 asylansøgere.