Lokalbrag i pokalturneringen
FC Djursland og Randers FC tørner sammen i pokalturneringen i fodbold
Fodboldfans fra Randers og Djursland kan godt begynde at glæde sig.
Dansk Boldspil-Union trak fredag lod til første runde af pokalturneringen. Her ville skæbnen, at de to østjyske fusionsklubber FC Djursland og Randers FC skal møde hinanden.
Begge klubber har en del at revanchere efter en skuffende sæson, der endte med, at Randers rykkede ud af Superligaen, mens FC Djursland blev degraderet fra 2. division.
- Vi har en stor respekt for alle fodboldhold, og det gælder selvfølgelig også, når vi skal møde FC Djursland. Vores favoritrolle ligger nok i den kendsgerning, at vi spiller i forskellige divisioner, men der er jo tale om både et pokal- og lokalopgør. Vi glæder os i hvert fald til kampen mod FC Djursland, siger Randers FCs cheftræner, Michael Hemmingsen, til klubbens hjemmeside.
Kampen spilles formentlig på FC Djurslands hjemmebane i Grenaa. Det endelige spilletidspunkt ligger endnu ikke fast, men det bliver enten den 9., 10. eller 11. august.
Udvalgte kampe i pokalturneringen:
FC Djursland-Randers FC
Holstebro-Aarhus Fremad
Vantanspor/VRI-Viby IF
Odder IFG-Ringkøbing IF
FC Skanderborg-Varde IF
Funder GF-Vejle/Kolding
Oversidder: Skovbakken
Superligaklubberne AC Horsens, AGF og Silkeborg IF træder først ind i pokalturneringen på et senere tidspunkt.