Lokal Netto tjener godt på Northside
Netto tæt på Northside forventer at tjene 200.000 om dagen på festivalgængerne
Kassebåndene er nærmest rødglødende i Netto på Finderupvej i Aarhus i de her dage.
- Der er meget travlt, fordi der er Northside. Vi har fået ekstra bemanding ind og har sørget for at bestille ekstra varer hjem, siger Emma Haurum Schriver, som er 1. assistent i Netto på Finderupvej.
Læs også
Supermarkedet ligger omkring én kilometer fra festivalen Northside. Her handler gæsterne flittigt ind.
- Det er Breezers, alkohol generelt og cigaretter – og måltidsalater også, fortæller Emma Haurum Schriver.
At festivalgæsterne vælger at handle ind uden for festivalen skyldes de høje priser, siger de.
- Det er lidt billigere at købe Harboe-øl end øl til en 50'er, siger Astrid Grarup fra Silkeborg.
Johanne Sindberg og Ane Rødbro er også inde for at købe en kasse øl her - i stedet for på Northside.
- Det er for dyrt, siger Johanne Sindberg.
Hvorfor køber I dem ikke på festivalen?
- Det gjorde vi også i går. Men vi konstaterede, at det var lidt for dyrt til budgettet lige nu, siger Ane Rødbro.
Tjener minimum 200.000,- om dagen
Lauge Stefansen og Christian Vestergaard fra Silkeborg er inde for at købe aftensmad.
- Vi skal have chips, siger Christian Vestergaard.
Læs også
De skal også begge have en kasse øl.
- Så sparer man penge. 235 kr. for en kande (på Northside, red.). Og hvad koster en kasse? En 50'er! Så har vi fandeme sparet mange penge, siger Lauge Stefansen.
Butikken forventer da også, at omsætningen stiger markant i de her dage.
- I hvert fald 200.000,- om dagen, siger Emma Haurum Schriver.