Lokal DF-formand vil have Messerschmidt tilbage
Mens toppen i Dansk Folkeparti glæder sig over, at Morten Messerschmidt har forladt partiet, er opbakningen intakt i den unge politikers valgkreds.
Lokalformanden for Dansk Folkeparti i Århus, Erik Troldhuus, håber, at Morten Messerschmidt hurtigst muligt vender tilbage til partiet.
- Personligt er jeg meget ked af, at han har forladt Dansk Folkeparti, for jeg mener, han er en stor kapacitet og et politisk begavet menneske, siger Erik Troldhuus til TV2 Radio.
De østjyske partimedlemmer valgte i lørdags Morten Messerschmidt til folketingskandidat, selv om B.T. allerede dagen inden beskyldte ham for at have heilet og sunget nazi-sange under en våd aften i Tivoli.
Nu håber den lokale DF-formand, at Morten Messerschmidt vil ændre sin beslutning om at forlade partiet.
- Jeg synes, han skal gå tilbage, hvis det overhovedet er muligt. Det bliver et savn, at vi ikke har Morten Messerschmidt mere, siger Erik Troldhuus.
Morten Messerschmidt fortsætter som løsgænger i Folketinget.