Løsning udsat: Ingen klarhed for 700 medarbejdere

Der er stadig ikke afklaring i forhold til, hvordan fremtiden er for de 700 ansatte hos konkursramte Tvilum

01:06

Afklaringen for medarbejderne på den konkursramte virksomhed er udsat. Ulrik Holsted-Sandgren, der er advokat og kurator i konkursboet fortæller, at han har brug for mere tid til at finde den rigtige løsning på salget af Tvilum.

Medarbejderne hos konkursramte Tvilum, som havde håbet på afklaring i løbet af mandag, må vente lidt længere.

Læs også Skæbnedag på konkursramt østjysk møbel-virksomhed

Kurator i konkursboet siger, at der ikke kommer afklaring i dag, mandag. Det kom frem efter dagens informationsmøde for møbelfabrikkens ansatte. 

Jeg har sagt til medarbejderne, at vore første prioritet er at redde flest mulige arbejdspladser.

Ulrik Holsted-Sandgren, advokat og kurator

Medarbejderne er nu suspenderet i 14 dage, men de ikke fyret. De vil modtage løn fra enten kommende nye ejere eller garantifonden.

- Jeg har i dag meddelt medarbejderne, at vi arbejder på finde en løsning, omkring Tvilums fremtid. Vi har fået flere henvendelser fra nogle, der er interesseret i at købe. Dem forhandler vi med fortsat, siger Ulrik Holsted-Sandgren, advokat og kurator i konkursboet, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Borgmester om Tvilum-konkurs: En sort fredag for kommunen

Medarbejderne er altså nu blevet suspenderet, indtil der er fundet en køber. 

- Jeg har sagt til medarbejderne, at vore første prioritet er at redde flest mulige arbejdspladser. De fleste har sagt til mig, at de støtter op om Tvilum. Og jeg skal bruge den tid, det tager at finde den løsning, siger Ulrik Holsted-Sandgren. 

Lokalsamfundet er rystet

Konkursbegæringen fra møbelvirksomheden har sendt rystelser gennem Fårvang og lokalsamfundet.

Det får meget store konsekvenser for lokalsamfundet og de mennesker, som kan risikere at blive fyret

Bjarne Gregersen, erhvervsjournalist på Midtyllands Avis.

- Den her historie er så interessant, fordi det berører så mange familier, og den berører også lokalsamfundet i meget høj grad. Det får meget store konsekvenser for lokalsamfundet og de mennesker, som kan risikere at blive fyret, siger Bjarne Gregersen, der er erhvervsjournalist på Midtyllands Avis.

Lokalt i Fårvang har Tvilum været grundlaget for det lokalsamfund siden 1960’erne. Så en lukning vil få stor betydning for området.

- Hvis fabrikken lukker, får det kæmpe stor betydning for alle de her mennesker, der mister deres job og mister deres grundlag, siger Bjarne Gregersen.

01:01

INTERVIEW: Her fortæller Jens Svenningsen, der er formand for 3F Silkeborg blandt andet, at medarbejderne har en god tro på at deres arbejdsplads fortsætter. 

Luk video

Håbefulde medarbejdere

Selvom medarbejderne ikke har fået klar besked om fremtiden, er der ifølge fællestillidsmanden optimisme at spore. 

- Jeg synes, vi fik mere at vide og de advokater, der arbejder med det, de tager det seriøst. Et eller andet sted, tror jeg på det. Lige nu ved vi ingenting. Men jeg har en tro og håb på, det går, siger fællestillidsmand Frank Andersen.

Hvordan var stemningen blandt medarbejderne i dag?

Jeg føler, den var bedre, da de gik hjem, end da de kom.  En advokat snakker altid et sprog, man ikke forstår, det gjorde ham her ikke. Vi kunne faktisk godt forstå, hvad han sagde. Så jo, jeg er optimistisk.

01:25

Her kan du høre fællestillidsmandens reaktion efter dagens møde.

Luk video

Underskud gennem flere år

Fredag blev de 700 medarbejdere sendt hjem uden varsel, og senere på dagen kom det frem, at virksomheden er erklæret konkurs.

Vi har fået flere henvendelser fra nogle, der er interesseret i at købe. Dem forhandler vi med fortsat.

Ulrik Holsted-Sandgren, advokat og kurator

Tvilum-Scanbirk er den største produktionsvirksomhed i Silkeborg Kommune. 

- Det er rigtig mange medarbejdere, der har dedikeret deres liv og deres job til Tvilum. Den her virksomhed betyder rigtig meget for Silkeborg Kommune, og i særdeleshed i et lokalområde som Fårvang og Kjellerup, sagde Steen Vindum (V) fredag.

Mens møbelfabrikanten har omsat for over en milliard kroner om året de sidste mange år, så har det løbende givet underskud. 

Læs også Efter konkurs: Beboere frygter for fremtiden

Det seneste offentliggjorte regnskab, der dækker 2016, viste et underskud på elleve millioner kroner. De seneste fem år har selskabet dog samlet tabt 358 millioner kroner.

- Det er rigtig skidt, når en virksomhed af den her størrelse i vores kommune lukker ned. Skal man virkelig lukke, så er det ikke det dårligste tidspunkt. Lige nu mangler vi arbejdskraft i Silkeborg. Men lige nu så synes jeg, man skal håbe på, at virksomheden får skabt en rekonstruktion, og får skabt en mulighed for at komme videre, sagde Steen Vindum.

01:28

I videoen fortæller Kirsten Andersen og hendes mand, hvordan det var at få beskeden, om at deres arbejdsplads måske lukker.

Luk video