Lockoutens konsekvenser
De østjyske kommuner forbereder sig på lockout og mere omfattende strejke i børnepasningen. Få overblik her.
Tirsdag den 17. juni udvides konflikten på pædagogområdet. Kommunernes landsforening har lockoutet samtlige medlemmer af pædagogernes fagforening BUPL, ligesom strejken optrappes fra fredag den 20. juni, hvor BUPL har varslet strejke for institutionslederne.
Her er et overbliv over, hvordan institutionerne bliver påvirket af lockouten og strejken i de østjyske kommuner. Listen bliver opdateret løbende, efterhånden som kommunerne informerer om situationen.
- Odder Kommune tilbyder nødpasning i de berørte institutioner fra tirsdag den 17. til og med torsdag den 19. juni. Derefter er der kun nødpasning i meget begrænset omfang.
Dog lukker Børnehaven Solstrålen i Hundslund helt fra den 17. juni. For Parkvejens Børnehave og institutionen i Ørting gælder det, at der er nødpasning helt indtil konflikten slutter.
- I Favrskov har alle institutioner nødpasning til og med den 19. juni. Dog er åbningstiden kun fra klokken 8.00 til 13.00.
Fra den 20. juni er alle institutioner lukket pånær Skovbørnehaven og Laurbjerg Børnehave i Hadsten, Nørreskoven/Lunden og Rønbækken i Hinnerup, Engly i Hammel og Thorsø Børnehave. Åbningstiden vil i konfliktperioden være fra klokken 8.00 til 13.00.
- I Syddjurs Kommune lukker alle institutioner fra den 17. juni.
- I Silkeborg Kommune er der som hovedregel ingen pasning i institutionerne fra den 20. juni. Enkelte vil dog have begrænset pasning. Hvilke, det drejer sig om, har kommunen endnu ikke overblik over. Nærmere information vil blive lagt på hjemmesiden www.silkeborgkommune.dk.
- Århus Kommune har endnu ikke overblik over hvilke konsekvenser den skærpede konflikt får for pasningen. Det sker tidligst fredag den 13. juni. Forældre opfordres til at holde sig orienteret på kommunens hjemmeside www.aarhuskommune.dk.
- I Randers Kommune lukker alle institutioner fra den 17. juni.
- I Skanderborg er der begrænset pasning i enkelte institutioner fra den 17. til og med den 19. juni. Fra den 20. juni lukker alle Skanderborg Kommunes pasningstilbud.
- I Norddjurs Kommune er der begrænset pasning i institutionerne fra den 17. til og med den 19. juni. Hvilke børn, der bliver omfattet af den begrænsede pasning, meddeler kommunen fredag den 13. juni. Fra fredag den 20. juni lukker alle kommunens institutioner.