Lockout-indgreb var dråben
Lokal S-formand forlader partiet
13. maj 2013, kl. 18:50
Mere end 30 dage gammel
Socialdemokraterne i Funder og Kragelund ved Silkeborg skal have ny formand.
Den nuværende lokalformand, Leo Hansen, har besluttet at forlade partiet i protest mod regeringens kurs, oplyser DR Østjylland i dag.
Selv om Leo Hansen har 40 års medlemskab i rygsækken, blev regeringens indgreb i lærerlockouten ham for meget.
- Men det væsentligste er den højredrejning, som partiet er inde i. Der sker nogle ting i Socialdemokratiet, som jeg ikke kan bakke op. Det er en omvendt robin hood: Vi tager lidt fra de svage og giver til de rige, og det er mig meget imod, siger Leo Hansen til DR Østjylland.
Leo Hansen har ikke tænkt sig at melde sig ind i et andet parti.