Løbetur på 7.000 kilometer: Aske vil nå hele Danmark rundt
Ung mand fra Grenaa har sat sig for at gennemføre lidt af en mission
Den 19. juli i år tog Aske Axel Christensen sine løbesko på og gjorde rygsækken klar til lidt af en rejse.
Det var netop denne dag, at han begyndte den mission, han havde forberedt i månedsvis - nemlig at tilbagelægge omkring 7.000 kilometer langs den danske kyst.
Første stop på turen var den dansk-tyske grænse nær Vadehavet, hvorefter han fortsatte op langs vestkysten, inden skosnuderne pegede nedad mod østkysten.
I dag er den 20-årige mand fra Grenaa så nået til den lille ø Vorsø nord for Horsens. TV 2 | ØSTJYLLAND fanger ham fredag morgen på en telefon:
- Jeg løber i gennemsnit 30 kilometer om dagen. Nogle dage vandrer jeg også. Det regner jeg med at gøre i dag. Ellers kan det godt blive for hårdt, siger Aske Axel Christensen.
Turen Danmark rundt regner Aske Axel Christensen, at kunne færdiggøre i løbet af foråret 2016. Idéen til turen fik han fra en lærer på hans tidligere efterskole Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole ved Ry.
- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave efter HTX, så han foreslog, at jeg kunne bruge mit sabbatår på at opleve noget i naturen, fortæller han.
- Det var her, at jeg fik lysten til at prøve grænser af.
Jul og nytår hellig
Turen har indtil videre budt på forskelligartede landskaber lige fra Thy, som er et af hans yndlingssteder, til hans hjemegn ved Grenaa og Mols Bjerge.
Hver nat tilbringer han nær kysten under en form for presenning og maden bliver tilberedt over et blus. Han har i alt 6,5 kilo oppakning med sig. Det er kun det allermest nødvendige som mad, drikkevarer, tøj, sovepose og liggeunderlag, der er plads til. Og også tørre sokker:
- Det er nogle lange dage. Der har været nogle dage, hvor jeg virkelig har presset mig selv. Det har nok været det hårdeste. Og så de dage, hvor det har regnet, og hvor skoene bliver fyldt med sand, siger Aske Axel Christensen.
Undervejs på turen har han haft selskab af venner og hans bedsteforældre, der har taget deres campingvogn med og lavet mad til ham.
Den foreløbige plan er, at han vil fortsætte uafbrudt de næste par måneder. Jul og nytår vil han dog gerne holde med familien.
Efter at have forladt den østjyske kyst fortsætter Aske Axel Christensen ind over Fyn, videre til Sjælland og sydpå, inden turen til sidst slutter, hvor den begyndte - ved grænsen.
Du kan følge hele hans rejse på hans blog 'Foden på kanten.