Løb sig til ny dansk rekord
Sara Slott Petersen er nu klar til VM og OL
Dansk atletiks største kvindelige navn, Sara Slott Petersen fra Aarhus 1900, slog onsdag aften i Ljubljana tre fluer med ét smæk.
Den 24-årige løber forbedrede sin egen danske rekord eftertrykkeligt, da hun i et stærkt felt på 400 meter hæk sejrede i 55,97 sekunder, og hun kom med tiden også under kravet til næste måneds VM i Sydkorea og OL i London, der begynder om præcis et år.
- Det er ikke gået op for mig endnu. Det er virkelig en dejlig følelse at have klaret kravet. Faktisk troede jeg ikke, at det ville komme i dag. Jeg synes ikke, at jeg var 'tændt' før løbet, men så tog jeg et prøveløb under opvarmningen, og dér sad den lige i skabet, siger Sara Slott Petersen i en pressemeddelelse . Hun besejrede onsdag også for første gang i karrieren den stærke polak, bronzevinderen fra VM 2007, Anna Jesien.
- Ved den syvende hæk havde jeg forventet, at jeg ville mærke mine konkurrenter bag mig, men de kom aldrig, siger den danske rekordholder, for hvem det tidligere Jugoslavien nærmest er en garant for succes. Hendes to seneste rekordforbedringer så således dagens lys i Bosnien-Herzegovina og Serbien.
Nu er hun klar til VM, der begynder i Daegu, Sydkorea i slutningen af august. Opfyldelsen af kravet ændrer dog ikke ved hendes stævneplan, hvor hun løber næste gang i svenske Karlstad på tirsdag og den efterfølgende weekend ved DM på Østerbro Stadion oplyser Aarhus 1900.