Løb fra røveri uden penge
To gerningsmænd stak af tomhændede
To røvere skaffede sig onsdag eftermiddag adgang til Nordea på Tingvej i Hornslet efter lukketid ved at knuse en rude i en bagdør.
Under røveriet forholdt de to gerningsmænd sig komplet tavse, mens de ihærdigt ledte efter penge ved at åbne flere skuffer i banken.
Alle penge var dog låst inde i en boks, og røverne forsvandt helt uden udbytte fra Nordea.
Ifølge Østjyllands Politi løb gerningsmændene fra stedet, om bag banken og videre over et hegn, hvor de forsvandt. Begge mænd havde en blå indkøbspose fra IKEA under armen.
Den ene gerningsmand beskrives som ung, spinkel, iført rød styrthjelm, sort jakke og hvide bukser.
Den anden gerningsmand beskrives også som ung og spinkel. Han havde en hætte over hovedet og bar mørke bukser.
Oplysninger i sagen kan gives til politiet på 114.