Løb, bad og morgenmad
Skæring Skole vil forbedre indlæringen
Et nyt projekt begyndte i dag på Skæring Skole
220 børn i skolens tre ældste klasser skal hver morgen i dette skoleår møde ind til en fælles morgenløbetur på en halv time. Derefter er der obligatorisk bad, efterfulgt af tilbud om morgenmad.
Senere på dagen er der fælles frokost for alle elever på skolen. Skolen har ansat egen kok, der laver sund, varm frokost til 15 kroner.
Ambitionen er at motion, bedre hygiejne og morgenmad skal forbedre indlæringen:
- Der er ingen tvivl om, at det vi gør - både morgenløb med de ældste elever og kostordningen for alle elever på Skæring Skole - det er for at skabe den tryghed og det fællesskab, som vi ved, er fundamentet for en god læring, siger skoleleder Anne Schwartz til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skæring Skole har fået 15 millioner kroner fra Aarhus Kommune til etablering af et nyt køkken og til at få projektet i gang, men målet er, at det hele skal kunne løbe rundt og derfor ikke koste på skolens budget.
Se et tv-indslag om det nye projekt øverst på denne side.