LO tilbyder kommuner gratis jobformidling
Århus er et af de første steder i landet, hvor fagbevægelsen vil tilbyde gratis assistance til at få ledige i arbejde.
Alle landets 98 kommuner får i løbet af foråret og sommeren tilbud fra fagbevægelsen om gratis hjælp til at skaffe forsikrede ledige i arbejde.
LO indleder i de kommende måneder en målrettet offensiv over for kommunerne for at få en nøglerolle i fremtidens beskæftigelsessystem.
Planen er, at LO's a-kasser skal indgå partnerskaber med kommunerne og overtage alle opgaver som rådighedsvurderinger, jobformidling og input til jobplaner i de første ni måneder, et a-kassemedlem er ledigt. Og det skal ikke koste kommunerne en krone, skriver Mandag Morgen.
- Målet er, at der i august 2009 er indgået partnerskabsaftaler med mindst 30 kommuner, hvoraf mindst tre er blandt de største kommuner i Danmark, hedder det i et strateginotat fra LO, som ugebrevet er i besiddelse af.
Strategien skal sælges på, at jobcentrene sparer penge ved at skrive under på aftalen, og at flere vil komme i arbejde gennem det tætte samarbejde mellem jobcenter og a-kasse.
Planen er foreløbig kun vedtaget af topfolkene i den daglige ledelse og skal først senere på måneden godkendes i LO's hovedbestyrelse. Herefter ventes landsorganisationen at banke på dørene til borgmestre og ansvarlige rådmænd over hele landet i håb om, at de vil indgå fireårige partnerskabsaftaler.
Kontakten til kommunerne skal ifølge notatet ske i tre bølger, hvoraf den første sættes i gang mandag den 23. marts og omfatter 25 kommuner. København, Århus, Odense, Aalborg og Rødovre er udset til at blive de allerførste, der får besøg.