Livsfarlige branderter
Lad bilen stå - også dagen efter festen
Det er tilsyneladende en udbredt misforståelse, at det er sikkert at sætte sig bag rattet i en bil dagen efter en fest.
Søndag blev en 17-årig pige fra Djursland påkørt og dræbt af en aarhusiansk mand, der havde været til fest natten forinden.
Ifølge Østjyllands Politi er det dog ikke noget særsyn, at bilister fejlagtigt tror, at de har sovet rusen ud og derfor er ædru dagen efter en bytur eller en fest.
Hver sjette af de spritbilister, der mister kørekortet, har nemlig udelukkende drukket dagen før, de bliver taget.
Ifølge lederen af Østjyllands Politi færdselsafdeling, Kristian Thomsen, bliver mange bilister taget for spirituskørsel, når politiet i weekenderne rykker ud om formiddagen eller om eftermiddagen.
- Lørdag og søndag morgen hos bageren og lignende er der ofte nogen, der dér må konstatere, at de skulle have cyklet i stedet for, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.