Livsfarlig perron i Mårslet
En af landets farligste togperroner
Den lille stationsby Mårslet lægger navn til en kedelig statistik. Togperronen i byen er nemlig en af landets farligste.
Byen Mårslet, der ligger uden for Aarhus, optræder i statistikkerne over de farligste togperroner i landet. Den lille stationsby står noteret for hele syv gange sidste år, hvor fodgængere var tæt på at blive ramt af tog på perronen. Det viser en ny redegørelse fra Trafikstyrelsen.
Men den foruroligende statistik kommer ikke bag på Mårslet Fællesråd.
- Togene starter ganske få meter fra overgangen, og den er meget trafikeret, fordi både skolebørn og voksne bruger den som forbindelse mellem to dele af byen, siger formand, John Engelbrechtsen, til P4 Østjylland.
Håber på forbedringer
I håb om at komme børn og voksne til undsætning over for den livsfarlige perron, ønsker fællesrådet en tunnel. Aarhus Kommune og Midtjyske Jernbaner, som ejer skinnerne og står for driften, er blevet kontaktet af Mårslet Fællesråd.
Men som det ser ud lige nu, trods man er velvidende om, at stedet er farligt, er der ikke udsigt til, at en tunnel vil blive etableret lige foreløbigt, da den vil koste flere millioner kroner.
- De penge har vi ikke, og jeg tror heller ikke, at kommunen kan rejse dem, så det bliver nødvendigt at spørge Region Midtjylland, siger direktør for Midtjyske Jernbaner, Martha Vrist, til P4 Østjylland.
Se et tv-indslag herom øverst på siden.