Livreddere skal ikke selv betale
Udgifterne skal dækkes, når private bruger egen hjertestarter
Folk, der stiller en hjertestarter til rådighed for alarmcentralen, skal ikke længere betale selv, når hjertestarteren har været i brug og skal have nye reservedele. Det vil Region Midtjylland nu sørge for.
Beslutningen udspringer af en sag fra Auning, hvor en privatperson, Bjarne Nielsen, som har investeret 25.000 kroner i sin egen hjertestarter blev ringet op af alarmcentralen og bedt om at rykke ud til et hjertestop. Bagefter hang han dog selv på udgifterne til at klargøre hjertestarteren til nye opgaver. Blandt andet skal elektroderne skiftes ud. En udgift på omkring 450 kroner.
Vil finde en løsning
På et møde i regionens forretningsudvalg er det vedtaget at bede Danske Regioner udrede de juridiske problemstillinger og finde en løsning. Det skal sikre en ens og landsdækkende løsning på sagen, oplyser regionsmedlem Poul Müller fra De Konservative.
- Det signal, alle gav, var, at man var enig i, at der bør findes en løsning så folk, der beredvilligt stiller en privatindkøbt hjertestarter til rådighed for det offentlige beredskab, ikke bør have udgifter til forbrugsstoffer, udtaler Poul Müller. Han henviser her til de elektroder, der skal skiftes ud efter brug.
Den konkrete sag fra Auning ser han også frem til bliver løst:
- Jeg både håber og tror, at sagen finder en god løsning, siger Poul Müller til TV 2 | ØSTJYLLAND.