Livreddere: Pas på revlehullerne
Vil man bade ved østjyske strande, skal man passe på de lumske revlehuller
Revlehullerne kan også være ved de østvendte kyster, og derfor skal man også være forsigtig på østjyske strande. Det oplyser Trygfondens Kystlivredning.
Der var i juli ingen livreddende aktioner i Østjylland. Der var 14 førstehjælpsaktioner, otte forebyggende aktioner og 368 oplysende indsatser i månedens løb.
Det viser opgørelsen fra TrygFondens Kystlivsredning, der har livreddere ude på strandene ved Moesgaard, Grenaa, Den Permanente og Saksild.
Læs også
Fire personer er andre steder i landet blevet fanget i de såkaldte revlehuller, hvor livredderne måtte ud og hjælpe folk væk. Alle endte heldigvis godt.
Det får nu landets livreddere til at advare om revlehullerne – også i Østjylland. Revlehullerne bliver oftest skabt, når der er bølger fra pålandsvind. Her sættes gang i en udstrømning, der kan trække folk til havs.
Det er primært ved vestkysten, at der er flest revlehuller på grund af den typiske danske vestenvind.
- Hvor der er revler til stede, er der også hul i dem. Der kan godt være kraftig østenvind, men det er ikke så ofte, vi kender det herhjemme. Bølger skal jo gerne få lidt tilløb på og vokse sig store over tid. Det er grunden til at vestkysten er mere udsat, fortæller Andres Myrhøj.
Lumske huller
Men revlehullerne er lumske, og kan også opstå ved en mild østenvind.
- Vi oplever, at mange badegæster tror, at når bare det ikke blæser, så er der ikke risiko for revlehuller, men det er forkert. Selvom der er vindstille, kan det pludseligt blive livsfarligt. Derfor opfordrer vi til, at man altid orienterer sig om de lokale forhold og allerhelst vælger en strand med et bemandet livreddertårn, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.
- Vores råd til badegæsterne er at bade mellem de to rød-gule flag i strandkanten, som markerer det område, hvor livredderne har undersøgt, om der er noget, man skal være særligt opmærksom på. Desuden er livredderne lige i nærheden og klar til at rykke ud, hvis der bliver brug for hjælp. Derfor siger vi, at det er den mest sikre zone at bade i, siger Anders Myrhøj.
Revlehuller er skyld i mange drukneulykker. Selv rutinerede svømmere kan drukne i revlehuller på grund af panik eller udmattelse, fordi de bliver i revlehullet og forsøger at svømme mod udstrømningen. Men man kan godt slippe fri af et revlehul, hvis man ved, hvordan man skal tackle det.
- Revlehuller er ikke farlige, hvis man holder hovedet koldt. Desværre ser vi tit at selv dygtige svømmere går i panik, når de svømmer ind i et revlehul. Hvis man bliver fanget i strømmen, vil man opdage, at man ikke kommer nogen vegne, når man forsøge at svømme ind til stranden. Hvis det sker, skal man bevare roen og lade være med at kæmpe imod. For selvom man er en rigtig stærk svømmer, kan man ikke svømme i mod strømmen i et revlehul. Man kommer ud af et revlehul ved at svømme ud til siden og så forsøge at svømme ind mod stranden der fra, siger Anders Myrhøj.