Livreddere indvier strande
To nye strande under opsyn af livreddere
To nye strande kommer i dag på listen over østjyske strande, hvor livreddere holder øje med badegæsterne: Den Permanente i Aarhus og Saksild Strand er nemlig kommet med på listen.
Mandag den 25. juni kl. 11 indvies de to tårne med en spand havvand ved en lille ceremoni, og livreddere fra TrygFonden Kystlivredning laver en opvisning om badesikkerhed. Livredderne vil være på strandene frem til den 18. august.
Når flaget er hejst er livredderne på vagt
Det nye livreddertårn på Saksild Strand er udstyret med en hjertestarter, rescue boards og andet førstehjælpsudstyr, og de specialuddannede kystlivreddere vil være på vagt hver dag kl. 11 til 19.
Et flag i toppen af livredderposten betyder, at der er livreddere på vagt, og den primære zone, som livredderne overvåger, er markeret med rød/gule flag i strandkanten.
Og erfaringer viser, at livredderne har travlt.
- Sidste års sommer var vejrmæssigt en blandet fornøjelse, men det gav alligevel en del travlhed rundt omkring på strandene. Samlet set gennemførte livredderne 26.763 indsatser i hele landet, hvoraf de 27 betegnes som aktioner, hvor personer har været i livsfare, siger René Højer.
Bad aldrig alene
Ifølge TrygFondens Nationale Druknestatistik sker hver femte badeulykke i Danmark for børn og unge under 18 år, og voksne over 45 år står for flere end tre ud af fem badeulykker. Det får kystlivredningschef Erik Bech i TrygFonden Kystlivredning til at understrege vigtigheden af altid at holde øje med børnene og aldrig at bade alene.
- Det kan ikke siges ofte nok, men forældre må aldrig lade deres børn ude af syne, når de er i nærheden af vand. Derfor opfordrer vi altid til, at forældre bader sammen med deres børn og ikke blot holder øje inde fra stranden. Faktisk gælder det samme gode råd også for alle andre aldersgrupper. Man skal aldrig bade alene, for man kan pludselig komme i problemer pga. strømforhold eller et ildebefindende, og så er der ingen til at træde til med hjælp, siger Erik Bech.
- Så tag altid en ledsager med på stranden, og vælg altid en strand med livreddere.
Lær de 5 nationale baderåd at kende
Som badegæst kan man selv være med til at mindske risikoen for, at man kommer ud for en badeulykke - blandt andet ved at følge de fem nationale baderåd.
- Det er en rigtig god idé at lære de fem baderåd at kende og samtidig skippe de gamle myter, der fx siger, at det er sikkert at gå ud i vandet, til det når navlen. Der er ikke to strande, der er ens. På den ene strand kan man måske godt gå ud til navlen, mens det kan være livsfarligt på den anden, fordi strømmen kan være så stærk, at man bliver væltet omkuld. Selv på lavt vand, hvor man sagtens kan bunde, sker der drukneulykker, fortæller René Højer.
TrygFondens fem nationale baderåd
TrygFonden har sammen med Dansk Svømmeunion udviklet fem enkle baderåd, der indeholder de vigtigste ting, du skal være opmærksom på, når du færdes på stranden.
1. Lær at svømme
Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.
2. Gå aldrig alene i vandet
Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.
3. Læs vinden og vandet
Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.
4. Lær stranden at kende
En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? Læs også altid strandens oplysningsskilte.
5. Slip ikke børnene af syne
Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.
I badesæsonen 2012 har TrygFonden livreddere på 34 strande og havnebade i Danmark. I Jylland er TrygFondens livreddere til stede på:
Lakolk Strand på Rømø, Vejers Strand, Henne Strand, Hvide Sande Sydstrand, Søndervig Strand, Blokhus Strand, Løkken Strand, Tornby Strand, Grenaa Sydstrand, Palmestranden i Frederikshavn, Den Permanente i Aarhus, Moesgård Strand syd for Aarhus, Saksild Strand ved Odder og Østerstrand ved Fredericia.
Kilde: TrygFonden Kystlivredning