Livreddere har haft rekordtravlt: Ung mand i livsfare i Aarhus

Sidste uge var den travleste nogensinde for TrygFondens livreddere

2532. Så mange indsatser måtte livredderne gennemføre i Østjylland i sidste uge. Foto: TrygFonden

Solen har braget ned på de østjyske kyster, og det har trukket sol- og vandglade mennesker til strandene.

Det har livredderne også kunnet mærke, fortæller Anders Myrhøj, der er chef for drift og sekretariat i TrygFondens Kystlivredning.

- Det har jo været exceptionelt godt vejr i meget lang tid. Strandene er proppede, og vi kan se, at de store badebyer på vestkysten begynder at blive fyldt op, efter at mange tyskere er begyndt at få sommerferie. Der er rigtig meget at lave, siger han.

Overrasket over havets kræfter

Faktisk var sidste uge den travleste nogensinde i de 20 år, TrygFonden har haft livreddere på de danske strande.

I uge 30 gennemførte livredderne i Østjylland 2532 indsatser.

02:30

VIDEO: Pas på fralandsvinden, og tag ikke badedyr og luftmadrasser med i vandet, lyder det fra livreddere (indslag fra 10.juli)

Luk video

Der er forskellige årsager til, at badegæsterne kommer i vanskeligheder i vandet, hvilket understreger, at de alvorlige situationer kan opstå på mange måder, påpeger Anders Myrhøj.

- Der er ikke nogen fællesnævner. Men mange af situationerne er opstået, fordi folk selv har bragt sig ud i de her farer. De mennesker, vi redder i land, er alle blevet overrasket over de kræfter, som de er oppe i mod i vandet. Det kan være vinden, strømmen, afkøling eller udmattelse, siger han. 

Ung mand i livsfare

På Den Permanente i Aarhus måtte livredderne foretage en livreddende aktion, da en ung mand svømmer efter en volleyball, der er drevet væk fra ham og hans kammerater, der befinder sig på en tømmerflåde omkring 100 meter fra land.

Her kan du se, hvilke strande der har ekstra sikkerhed i form af en livredder.

Den unge mand er dog en dårlig svømmer og bliver hurtigt afkræftet. Han har ikke energi til at holde sig oven vande og kommer til at sluge noget vand. 

Livredderne må hjælpe ham tilbage på land, hvor han bliver informeret om, at han skal kontakte en læge, hvis han får det dårligt.

I sådan en situation skal man hellere afskrive bolde og undgå at sætte livet unødigt på spil, lyder opfordringen.

- Det er nu ellers ikke, fordi vi kan sige noget om, hvorvidt folk er blevet bedre eller dårligere til at gebærde sig, men travlheden hos os skyldes simpelthen, at der er så mange badegæster, fortæller Anders Myrhøj.

00:45

VIDEO: Her kan du høre de fem baderåd fra TrygFonden

Luk video

Som det ser ud nu, vil der efter den 22. august ikke længere være livreddere fra TrygFonden på strandene. Det skyldes, at sæsonen slutter.

Mange af livredderne er unge eller studerende og skal derfor i gang med studierne eller andet.

Det er derfor på kommunalt plan, at der skal rekvireres livreddere, hvis vejret inviterer til strandbesøg.

Så mange aktioner måtte Trygfondens livreddere foretage i Østjylland i uge 30 

 
  • Moesgaard: 0 livreddende aktioner, 18 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 111 oplysende indsatser
  • Grenaa: 0 livreddende aktioner, 14 førstehjælpsaktioner, 6 forebyggende aktioner og 204 oplysende indsatser
  • Den Permanente: 1 livreddende aktion, 58 førstehjælpsaktioner, 114 forebyggende aktioner og 368 oplysende indsatser
  • Saksild: 0 livreddende aktioner, 227 førstehjælpsaktioner, 6 forebyggende aktioner og 836 oplysende indsatser
  • Aarhus Ø Havnebad: 0 livreddende aktioner, 22 førstehjælpsaktioner, 1 forebyggende aktion og 544 oplysende indsatser
     
Fakta om livreddernes indsatser
  • Livreddende aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer var i livsfare.
  • Førstehjælpsaktioner, eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
  • Forebyggende indsatser, hvor livredderne har været ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land.
  • Oplysende indsatser, hvor livredderne har været i kontakt med badegæster om de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.

Kilde: TrygFondens Kystlivredning