Plask: Letbanen og andre fantasifulde fartøjer blev sat til søs i Hou
Lørdag eftermiddag blev der søsat syv fantasifulde fartøjer i havnebassinet til Hou Drop
Denne weekend er det tid til den årlige havnefest i Hou. Lørdag eftermiddag bød på én af festens højdepunkter.
Der er tale om Hou Drop, som er en konkurrence, hvor det gælder om at bygge et fartøj, der skal en tur i havnebassinet.
- Det er en konkurrence, hvor folk frit kan tilmelde sig og komme med deres hjemmebyggede fartøj. På en lang rampe glider de ned i havnebassinet. Så er det spændende at se, om de kan holde sig oprejst, fortæller Jon Jensen, formand for Hou Handels Venner, og en af arrangørerne af Hou Havnefest.
Når fartøjet er kommet i vandet, så skal besætningsmedlemmerne 50 meter ud i bassinet og ringe på en klokke.
Der er tre konkurrencer. En hvor det gælder om at komme hurtigst ud til en klokke. Den anden er det flotteste fartøj. Det er publikum, der stemmer på det. Den tredje konkurrence er bedste underholdning.
Vinderne til Hou Drop 2018
Bedste show: nr. 2: Letbanen
Publikumstemmer: nr. 1: Ude af kurs (studentervognen)
Reglerne er, at fartøjet skal være hjemmelavet, og på ingen måde ligne en båd. Fartøjet må ikke veje over 100 kilogram, og må maksimalt være 130 centimeter bred. Der må maksimalt være fire besætningsmedlemmer, og de skal være udklædte.
Masser af fantasi
Første fartøj ned ad rampen var en studentervogn. Det andet fartøj i vandet var en kopi af et letbanetog.
- Vi har lavet Letbanen, jo. Det er et spørgsmål om den nogensinde kommer til Odder. Selvfølgelig kan den flyde. Den bliver skudt over, siger Jacob Baand, der var et af besætningsmedlemmerne på Letbanen.
Derefter kom Yellow Submarine, et fartøj magen til ubåden i den legendariske Beatles tegnefilm.
- Vi er her for oplevelsens skyld. Det er for at gøre folk glade og se nogle smil, siger Sune Loft Jensen, der var kaptajn på den gule ubåd.
I år var der syv fartøjer med. Alle deltagerne nåede over og ringede på klokken.
Der forventes at cirka 5.000 mennesker kommer forbi Hou i weekenden. Havnefesten i Hou kan til næste år fejre 30 års jubilæum.
TV2 ØSTJYLLAND sendte på Facebook live fra konkurrence. Se alle fartøjerne komme i vandet i videoen her: