Lise Isabelle kan ikke få læge i egen by: Spild af tid

Lise Isabelle Philipp må tage fra Hinnerup til Hadsten for at komme til læge. Hun er langt fra den eneste, der ikke kan få den ønskede læge

01:32

Hinnerup har stort set det hele bortset fra læger nok ifølge Lise Isabelle Philipp.

I maj 2017 gik en stor drøm i opfyldelse for Lise Isabelle Philipp. Hun åbnede sin egen skønhedsklinik i Hinnerup.

Hun er ung og erhvervsdrivende, præcis sådan en profil mange mindre bysamfund hungrer efter at tiltrække til netop deres postnummer.

Læs også Mere end hver anden lægepraksis er lukket for nye patienter

- Favrskov Kommune har været helt eminente til med det samme at hjælpe med at finde lokaler og i det hele taget været rigtigt gode sparringspartnere i den her proces, fordi de ved, at man er ny, fortæller Lise Isabelle Philipp til TV2 ØSTJYLLAND.

Lise Isabelle Philipp må tage turen fra Hinnerup til Hadsten for at komme til læge.

En ting kom dog som noget af en overraskelse for Lise Isabelle Philipp.

Det var ikke til at få en læge i Hinnerup.

Må køre til læge i Hadsten

Begge byens lægepraksisser har nemlig lukket for patienttilgang.

Hun er derfor nødt til at køre mere end ti kilometer for at komme til lægen i Hadsten.

- Det ville være rarere for mig, hvis jeg kunne tage til lægen og så til arbejde bagefter i stedet for at skulle tage til Hadsten og så hele vejen tilbage igen. Det er en lille smule spild af tid, fortæller Lise Isabelle Philipp. 

Læs også Læge frygter patienternes fremtid: Hvem skal tage over efter mig?

Og hun er ikke den eneste, der må forlade Hinnerup for at komme til læge.

Der er en hel del, der ringer for at spørge, om de kan blive tilmeldt vores praksis, siger Anna Sand Vallespir, der er sekretær hos Hinneruplægerne.

Læge nødvendigt at lukke for tilgang

Hvis mere end 1600 faste patienter er tilknyttet en læge, kan lægen i dag lukke for patienttilgang. I Østjylland har mere end halvdelen af alle lægepraksisser helt lukket for tilgangen af nye patienter. I alt er 172 af 253 lægepraksisser i Aarhus, Skanderborg, Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Silkeborg, Horsens, Odder og Samsø kommuner lukket for nye patienter.

Sådan ser det ud i de østjyske kommuner.

- Jeg synes, det er ærgerligt ud for et forretningsmæssigt perspektiv, men jeg har det okay med det, for hvis jeg sagde ja til flere patienter, ville det betyde, at jeg behandlede dem, vi har, dårligere og ikke kunne give dem en ordentlig kvalitet i deres behandling, siger Poul Kraghede, der er læge hos Hinneruplægerne og altså har lukket for tilgang af nye patienter.

01:38

VIDEO: Poul Kraghede, der er læge hos Hinneruplægerne, har lukket for tilgang. Og det er en nødvendighed, mener han, hvis han skal opretholde en god kvalitet for de nuværende patienter.

Luk video

Og det er en nødvendighed, hvis kvaliteten skal holdes oppe, mener han.

- Jeg tror, at det er sådan i dag, at mange oplever, når de kommer til læge, at så sidder lægen og er fuldstændig fokuseret på computerskærmen og når slet ikke at se, hvem de sidder overfor, siger Poul Kraghede og tilføjer:

- Der er sikkert ikke ret mange andre forretningsdrivende, der kan forstå, at man siger ’nej tak’ til kunder i butikken.

Koncerndirektør med ansvar for nære sundhedstilbud i Region Midtjylland, Christian Boel, erkender, at lægedækningen er under pres visse steder i Østjylland. Han forklarer tallene med, at lægekapaciteten i Østjylland over årene er blevet mindre. Og så er der kommet et større patientpres. Noget, der altså har fået praksisser til at lukke ned for nye patienter.

Dårligt for butikken

Hinnerup er med omtrent 8.000 indbyggere den næststørste by i Favrskov Kommune. 

Det er et populært område at flytte til, men en læge er det altså ikke muligt at få i øjeblikket.

Læs også Kun 17 læger med handicap-adgang har plads til Peter

For Lise Isabelle Philipp har den lange tur til lægen konsekvenser for hendes forretning.

- Hvis jeg ikke har mulighed for at komme til lægen med det samme, så er jeg nødt til at lukke forretningen ned, og så mister jeg penge, forklarer Lise Isabelle Philipp.

Når man bosætter sig uden for de store byer, vil nogle mene, at man dermed også må acceptere, at der kan være langt til tingene. 

Den præmis køber den nye indbygger i Hinnerup dog ikke. 

- Det tænker jeg faktisk ikke. For jeg synes ikke, at Hinnerup er en by, hvor man kan undvære en læge, fordi vi har så mange andre ting, slutter Lise Isabelle Philipp. 

Øverst i artiklen kan du se et indslag med Lise Isabelle Philipp fra Hinnerup