Lines opråb til skytte: Stop dit foretagende
Line Bangs bil blev formentlig ramt af skud fra et luftvåben, ligesom en anden bil også blev i søndags
Line Bang fra Aarhus kom kørende med sin 8 måneder gamle søn i krydset ved Marselis Boulevard og Sønder Ringgade, det var en helt almindelig dag, i det hun på facebook beskriver som sit 'helt almindelige ligusterliv'. Men den eftermiddag blev det alt det almindelige sat på pause, da hun pludselig hørte et brag, og ruden i bilens højre bagdør splintrer.
- Min umiddelbare tanke er, at nogen har skudt på min bil, siger Line Bang til tv2oj.dk.
Den tanke forkaster hun dog hurtigt, da der ikke var nogle synlige beviser på, at et skud skulle have forårsaget episoden. Derfor bliver andre mulige scenarier undersøgt, indtil Line bliver gjort opmærksom på en nyhedshistorie, hvor en anden bil i Aarhus er blevet ramt af skud fra et luftgevær.
Læs også
Line ringer derefter til politiet og anmelder episoden, og får at vide, at det formentlig er det samme, der er sket for hende.
- Man bliver bare så forskrækket, man tror jo, at man kører i et trygt område, siger Line Bang.
Søn sad i bilen
Line Bangs otte måneder gamle søn sad i et barnesæde i bilen, han sad på bagsædet i venstre side af bilen, og Line frygter, at det kunne være endt meget værre, hvis han havde siddet i den anden side.
- Havde min søn siddet i den anden side, kunne der være sket personskade, måske ikke fra kuglen, men så fra alt det knuste glas, siger Line Bang.
Men selvom sønnen sad i den anden side af bilen, blev Line Bang naturligvis meget forskrækket.
- Han græder, og jeg græder. Jeg bliver jo bange for, at der er sket ham noget, siger Line Bang.
Opråb til gerningsmanden
Efterfølgende har Line Bang været på Facebook for at skrive et opslag, der er blevet delt 1.882 gange i skrivende stund. I opslaget opfordrer hun skytten til at stoppe sit foretagende, så folk kan færdes trygt i byen.
- Jeg har ingen behov for en heksejagt, jeg håber bare at mit opråb kan appellere til, at vedkommende stopper, siger Line Bang.
Politiet gjorde i søndags opmærksom på, at de søgte vidner til en episode, hvor en bil var blevet beskudt med et kraftigt luftvåben i krydset ved Paludan Müllers Vej og Vester Ringgade, det var den historie, der fik Line Bang til at gå til politiet.
Nedenfor kan du se Line Bangs opråb til gerningsmanden på Facebook