Line brænder for det lokale butiksliv: Det er vanvittigt sjovt
To søstre fra Odder har gjort det til en tradition at skabe opmærksomhed omkring det lokale butiksliv med et mega modeshow
På catwalken bliver tøj, briller, sko og andre pyntegenstande vist frem foran et stort publikum.
Vi er i hallen i Spektrum Odder, hvor 1.100 gæster torsdag aften har købt billet til et modeshow med genstande fra byens lokale butikker. Det er et udstillingsvindue og en oplevelse på én og samme tid.
Billetterne til showet blev revet væk på bare 34 minutter.
Idékvinderne bag det hele er Line Jensen og hendes søster Anna Jensen, som ejer modebutikken Anna & Søs. I en tid med butiksdød har de en mission om at skabe liv:
Læs også
- Vi har fundet ud af, at det binder forretnings- og lokallivet godt sammen, så vi står godt rustet til at tage imod kunderne på den bedst mulige måde, når vi giver dem de her events, fortæller Line Jensen til TV2 | ØSTJYLLAND.
Det er tredje gang, at de to Odder-søstre arrangerer showet, som udover bud på mode også i år indholdt musikindslag, trylleshow og comedy i skøn forening.
Ifølge Line Jensen er det events der er opskriften på succes og sammenhold i byen, hvilket bliver bakket op af direktør for Detailhandels Promotion, Bruno Christensen, som er vild med søstrenes event.
Samlende initiativ
I hverdagen mærker søstrene, at netop det at få gode oplevelser, god betjenting og mærke personlighed er afgørende for kundernes valg af butik. For det er langt fra alle der sætter sig foran skærmen eller med mobilen i hånden og handler over nettet.
Hver gang modeshowet i år har været afholdt, har der efterfølgende været øget opmærksomhed rettet mod erhvervslivet i byen, fortæller Line Jensen, som ikke har planer om at åbne en netbutik:
- Vi brænder for det, vi gør og synes, det er vanvittigt sjovt at drive butik på den her måde.
Selvom det handler om det fysiske, havde folk, som ikke havde fået billet, muligheden for at se hele showet livestreamet på internettet.
På en af de 1.100 stole i salen sad Kaj Wohlert, som bor i Odder. Han var vældig tilfreds med aftenens show og mødte op for netop at bakke op om det lokale initiativ:
- Handle på nettet er selvfølgelig nemt, men det at komme ind her, så får man en oplevelse, fortæller han.
Ifølge de seneste tal fra Retail Institute Scandinavia er antallet af dagligvarebutikker i byer med under 2.000 indbyggere - gennem de seneste ti år- faldet med over en tredjedel.
Du kan se hele interviewet med butiksindehaver og initiativtager til modeshowet, Line Jensen, i videoen øverst i artiklen.