Linda skriver erotiske bøger: Man får en tro på sig selv
Linda Gundersen fra Horsens gik fra at være arbejdsløs til nu at skrive og udgive erotiske romaner
Linda Gundersen fra Horsens var egentlig ernæringsassistent, men da knæene sagde stop, blev hun kastet ud i flere forløb med ledighed og forliste uddannelsesforløb.
Men i dag er hun en helt anden Linda. Hun er nemlig sprunget ud som forfatter og lever nu blandt andet af at skrive erotiske bøger.
- Jeg gik jo fra at være arbejdsløs, hvor man ikke havde noget i hverdagen, og noget man kunne føle sig god til. Men så begyndte jeg at skrive, og så fik jeg pludselig alt den her gode respons, og der vokser man altså nogle centimeter. Man får en tro på sig selv, som ikke var der før, siger Linda Gundersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Linda Gundersens bøger bliver udgivet hos forlaget Leatherbound, som hun har startet sammen med sin mand.
Hun har allerede skrevet flere bøger med titler som ”Farlig Forførelse” og ”Vildledt”.
- Den der styrke og tro på mig selv, det har været den største gevinst, fordi nu laver jeg noget, jeg elsker at lave, og som jeg kan lave døgnet rundt. Jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har det nu.
Linda Gundersen får selv en masse ud af at skrive bøgerne, men hun håber også, at hendes læsere får noget med, når de har læst hendes erotiske romaner.
- Det er forskelligt, hvad man godt kan lide og tænder på, og hvis det ikke er det, som alle andre måske gør, så kan man godt føle sig forkert eller mærkelig. Så tror jeg, man har det der med, at man ikke er alene, der er andre lige som dig. Det gør, at man tænker, så er der ikke noget galt med mig, og det kan man også tage med i andre aspekter af livet, siger Linda Gundersen.
Mød den østjyske forfatter i videoen øverst i artiklen.