Lille lønstigning til østjyske ledere
Østjyske ledere har fået 1,0 procent mere i lønnigsposen, viser ny lønstatistik
I det forløbne år er der blevet sat lidt mere pris på lederne fra de private virksomheder i Østjylland.
Lederne kan nemlig glæde sig over at have fået en beskeden lønstigning.
Ifølge Ledernes nye lønstatistik har de lokale ledere fra september 2015 til september i år kunnet notere sig en stigning i månedslønnen på 1,0 procent. Tallet ligger betydeligt lavere end de østjyske lederes lønstigning i perioden september 2014-september 2015, der var på 3,4 procent.
Læs også
På landsplan har de privatansatte ledere fået en moderat lønstigning på 2,3 procent. De ledere, der har opnået den største lønfremgang, er dem som har gennemført de længste uddannelser.
I samme periode er forbrugerpriserne ikke steget, hvilket betyder, at lederne på landsplan har fået en stigning i reallønnen på 2,3 procent, mens lederne i Østjylland har oplevet en reallønsfremgang på 1,0 procent.
I gennemsnit får de privatansatte ledere i Østjylland 52.454 kroner i lønningsposen hver måned. Det er næsten 2500 kroner mindre end gennemsnittet for private ledere i hele Danmark, som er på 54.864 kroner.
Læs også
Afdelingsformanden for Lederne Kronjylland, Kirsten Hvid Schmidt, så gerne en større lønstigning, men finder lønudviklingen naturlig.
- Jeg synes, at det er positivt med en reallønsfremgang til de østjyske ledere. En procent er ikke alverden, men jeg finder den beskedne lønstigning naturlig, fordi de østjyske ledere sidste år fik en rigtig flot lønstigning på 3,4 procent. Det er svært at opretholde så flot lønstigning flere år i træk, især når Østjylland er et attraktivt område, hvor mange ledere gerne vil arbejde, siger Kirsten Hvid Schmidt.
Lønstatistikken er udarbejdet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov på baggrund af oplysninger fra 14.894 privatansatte medlemmer af Lederne, heraf 2.327 i Østjylland.