Ligeglad med Nova
Har schæferhunden Nova fået for meget taletid?
Kan man give en hund for meget taletid? Og bør medierne overhovedet bruge tid på dyr, der er stukket af?
Det diskuteres i onsdagens udgave af programmet Hits & Holdninger på TV 2 | ØSTJYLLAND, hvor et panel debatterer ugens mest læste nyheder fra tv2oj.dk.
Rigtig mange østjyder har nemlig fulgt historien om schæferhunden Nova, der den 24. december stak af fra en hundepension i Hadsten. En historie, der fik en lykkelig slutning den 3. januar, da Nova blev fundet og genforenet med sin familie.
Forstander på Kalø Økologiske Landbrugsskole, Kim Qvist, var dog ikke én af de godt 23.000 østjyder, der fulgte Nova på tv2oj.dk.
- Jeg har ikke brugt, så meget som et sekund på det. Det interesserer mig overhovedet ikke, siger han.
- Men når jeg giver udtryk for, at jeg ikke interesserer mig for det, så er det ikke det samme, som jeg ikke har respekt for de mennesker, der har dyr og betragter dem som familiemedlemmer - for det har jeg. Det, jeg synes, er interessant, er den smule hysteri, jeg synes, der skabes omkring det. Det er jo lidt grotesk, at vi i de her dage diskuterer, om vi skal bruge den der halve milliard, der er kommet til daginstitutionerne til bedre normeringer i et samfund, der bruger seks - næsten syv - milliarder på husdyr og udstyr om året, fortsætter han.
Og den holdning bakkes op af formanden for Venstres Ungdom i Silkeborg, Magnus Junior.
- Den hund har fået for meget taletid, lyder det fra ham.
Du kan se hele debatten i videoen øverst. Her kan du høre, hvorfor Tanja Lauenborg, der er formand for FOA Ungdom i Randers - modsat de øvrige debattører - har fulgt historien om Nova.