Lige ved og næsten for Randers Cimbria

Kronjyderne er stadig bundprop i Basketligaen efter knebent nederlag i udekamp mod Horsens IC.

Kampen mellem de to østjyske basketballklubber endte torsdag aften med en smal hjemmesejr til Horsens på 92-86.

Dermed forspildte kronjyderne deres chance for at slippe væk fra sidstepladsen og komme op på siden af de nærmeste rivaler, Aalborg BK, BK Amager og netop Horsens IC.

Nederlaget betyder, at Randers Cimbria stadig kun har 8 point på kontoen. Aalborg og Amager har begge 10, mens Horsens med gårsdagens sejr har 12 point.