Ligaklub henter islandsk legende hjem
Århus Håndbold har indgået en toårig aftale med den islandske landsholdsspiller Robert Gunnarsson
Det er en klublegende, der nu vender hjem til Århus Håndbold. Robert Gunnarsson har skrevet under på en toårig kontrakt, hvor håbet er, at han kan nå tidligere tiders højder.
Især i sæsonen 2004/2005 imponerede den islandske stregspiller nemlig med hele 241 mål i den danske liga. En bedrift, som ikke alene gav ham topscorertitlen i ligaen, men også førte til kåringen som årets spiller.
Siden da har han slået sine folder i den tyske og franske liga.
- Vi er meget stolte over, at det er lykkedes os at tiltrække en spiller af Roberts format til Århus Håndbold. Robert har gennem de seneste sæsoner - og senest under EM i Polen - demonstreret, at han stadig hører til blandt verdens bedste stregspillere. Og han vil, med sine mange kvaliteter både på og uden for banen, give vores hold et ekstraordinært løft i den kommende sæson, siger direktør i Århus Håndbold, Jan Nielsen, i en pressemeddelelse og fortsætter:
Fik hjælp fra samarbejdspartner
- Da Robert sidst spillede i Århus Håndbold, begejstrede han publikum med sin udstråling og fightervilje kombineret med fantastisk håndboldspil. Og han er på alle måder en type, som afspejler det, vi gerne vil stå for: Fight, vilje og talent på banen samt en fantastisk og imødekommende person udenfor.
Pokal-nedtur: Århus færdig ved Final 4
Direktøren afslører, at aftalen med Robert Gunnarsson kun er kommet i stand gennem et ekstraordinært bidrag fra en af klubbens sponsorer.
- Vi har et ufravigeligt mål om, at der skal være balance mellem indtægter og udgifter. Så da vi fik muligheden for at tilknytte Robert fra den kommende sæson, tog vi kontakt til en del af vores trofaste samarbejdspartnere og bad dem om et ekstraordinært bidrag. Og jeg må sige, at det på alle måder har været en fantastisk opbakning, der har mødt os. Vi er meget taknemmelige for det sammenhold, der hersker blandt samarbejdspartnere, lyder det fra Jan Nielsen.
I øjeblikket ligger Århus Håndbold på 6. pladsen i Boxer Herreligaen med 22 point for 18 kampe.
Herunder kan du høre en hilsen fra den hjemvendte søn: