For lidt blå blink
Djursland efterlyser mere politi
En delegation af socialdemokrater fra Norddjurs Kommune tager på tirsdag af sted til Christiansborg.
Målet med turen er blandt andet at gøre folketingspolitikerne opmærksomme på manglen af politi på Djursland.
- Det er et problem i Grenaa, Vi kommer til at miste en masse politi i byen. Vi oplever, hvordan ressourcer til lokalpolitiet trækkes væk til fordel for at kunne sætte massivt ind overfor de større problemer i politikredsen, fortæller partiforeningsformand i Grenaa Henriette Møller Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er et af de emner som Henriette Møller Larsen sammen med blandt andet den kommende gruppeformand for socialdemokraterne Leif Lahn vil drøfte med retsordfører Trine Bramsen.
- Der har været en masse ballade i byen og i landdistrikterne. Det er specielt ældre, der er udsat, og det skal ikke kun være private vagtselskaber, der holder ro, siger Henriette Møller Larsen.
Ud over mere politi skal politikerne fra Djursland også drøfte, hvordan man holder på de yngre beboere i kommunen, når de er færdiguddannet.