Lidl rykker ind i rockerborg

Discount-kæden Lidl overtager Hells Angels' rockerborg i Nordbyen i Randers.

Hells Angels-rockerborgen på Gl. Jennumvej i det nordlige Randers er blevet handlet.

Ifølge Randers Amtsavis har rockerne solgt borgen til den tyske discountkæde Lidl, der vil jævne bygningen med jorden og bygge et moderne supermarked.

Hvor rockerne skal hen, står ifølge avisen hen i det uvisse. Flytteplanerne kommer faktisk helt bag på den lokale rocker-præsident, Per Heiss Kristensen:

- Skal vi flytte? Det kender jeg ikke noget til, siger han og afslutter samtalen med:

- Hvor dum kan du egentlig være, at du spørger om, hvor vi skal flytte hen, når jeg ikke engang ved, at vi skal flytte?

Randers Amtsavis har dog dokumentation for, at Lidt har købt tre matrikler på Gl. Jennumvej. Blandt disse er den grund, der tilhører Randers-rockerne.