Jørgen Leth i Letbanens højtalere: - Jeg kan skide godt lide det

- Jeg har et stort nok ego til at nyde sådan en rolle. Det er da klart, siger Jørgen Leth

02:07

Når aarhusianerne engang i fremtiden tager en tur med Letbanen, bliver det med en kendt stemme i ørerne.

Aarhus Letbane har hyret filmmand, forfatter, kommentator og tidligere konsul på Haiti, Jørgen Leth, til at indtale stoppestederne.

Læs også Jørgen Leth: Jeg er 'still going strong'

I dag var han i lydstudiet, så passagererne ved, om de er på Skolebakken eller Østbanetorvet.

- Jeg elsker de navne. Det har været en kæmpe fornøjelse at læse dem op og sørge for, at de bliver bevaret. Det kan da ikke været bedre for en gammel aarhusianer som mig, siger Jørgen Leth til TV2 ØSTJYLLAND.

Stednavne går lige i hjertet

Jørgen Leth er selv vokset op ved remisen i Aarhus, hvor hans far i årtier var værkfører for DSB.

Bare det at sige de her aarhusianske stednavne, er jeg virkelig glad for.

Jørgen Leth

- Bare det at sige de her aarhusianske stednavne, er jeg virkelig glad for. Det går lige til hjertet. De siger mig så meget. Mange af de steder er, hvor jeg har oplevet noget, siger Jørgen Leth.

Østbanetorvet er et af de steder, der især vækker minder for 79-årige aarhusianer.

Jørgen Leth lagde i dag stemme til Letbanens stationer. Samtidig fik han lov til at afprøve sæderne: - De er behagelige. Virkelig behagelige. Der er god støtte til ryggen. Det sætter jeg stor pris på. Jo ældre jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på sådan nogle ting, siger Jørgen Leth.

- Det er familiefester i gamle dage. Juleaftener foregik jo på Østbanetorvet i min mormors lejlighed, der lå på hjørnet af Østboulevarden og Knudrisgade. Det kommer op i mig, når jeg hører de navne igen, siger Jørgen Leth.

Han får ikke klamme håndflader ved tanken om de mange tusinde passagerer, der fremover bliver mødt af hans stemme. Tværtimod. 

Læs også Trafikforsker: Bus i stedet for letbane er meget billigere

- Jeg har et stort nok ego til at nyde sådan en rolle. Det er da klart. At det er mig, der skal byde dem velkommen ind i det nye tog og følge folk rundt og sige, hvor de er. Det kan jeg skide godt lide. Og ovenikøbet også give dem lidt god opdragelse med ’pas godt på’ og ’tag hensyn’. Det kan jeg rigtig godt lide, siger Jørgen Leth.

Udover Jørgen Leth har også skuespiller Anna Nøhr Tolstrup været i studiet for at indtale stationsnavne og servicemeddelelser for Aarhus Letbane. Hvordan de to  stemmer bliver brugt, er endu ikke endeligt fastlagt.

- Vi har nu fået en masse gode optagelser i hus fra begge parter, og nu vil vi vurdere, hvordan vi får det bedste ud af dem, siger Helle Sjørslev fra Aarhus Letbanes kommunikationsafdeling.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan det foregik, da Jørgen Leth lagde stemme til Letbanens stoppesteder.

01:04

VIDEO: Torben Damsgaard og hans søn vandt konkurrencen om at komme med på Aarhus Letbanes jomfrutur. Tag med i denne video.

Luk video