Letgenkendelig tyv anholdt

En 34-årig mand begik røveri mod REMA 1000 i Skanderborg men blev anholdt lynhurtigt.

Normalt prøver man vel at skjule sine kendetegn, når man begår et røveri.

Det var dog ikke tilfældet for en 34-årig mand, der begik røveri mod REMA 1000 i Skanderborg i går.

Han truede sig til 1000 kr. med en kniv og forsvandt.

Tyve minutter senere var manden dog fanget igen.

Det skyldes ganske givet, at manden var meget nem at kende.

Beskrivelsen lød: 190 cm. høj, muskuløs med rødligt hår, piercing i munden, sorte smokingbukser med hvide striber, en rød cardigan og røde sko.

Så beder man vel nærmest også selv om at blive anholdt...