Letbanens officielle åbning i silende regn: Talerne blev holdt i toget

Det regnede så meget under den officielle åbning, at borgmesterens tale blev holdt i tørvejr inde i letbanetoget

Den officielle åbning af letbanen blev holdt i silende regn. Heldigvis kunne de fremmødte søge ly i toget.

Regnen silede ned, mens man i Odder officielt fejrede, at man nu kunne binde Odder til letbane-nettet. 

Faktisk regnede det så meget, at alle de fremmødte rykkede inden for i letbanetoget, og borgmester Uffe Jensens (V) tale blev holdt over højtaleranlægget. 

- Vi bevarer det gode humør, til trods for at det regner en smule. Kransekagen bliver spist her, og vi fejrer åbningen, siger Uffe Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

00:36

VIDEO: Der er meget at fejre, når letbanen nu endelig kører til Aarhus.

Luk video

Kaffe og kransekage

Til formiddagens åbning var der kaffe og kransekage til de fremmødte. For det er ifølge borgmesteren værd at fejre, at man nu har letbanen i byen.

- Der er meget at fejre, for nu kan du tage letbanen og stå af ved universitet i Aarhus eller køre til Skejby Sygehus, hvor der er rigtig mange, der arbejder derude, og så kan man bo i Odder og komme let frem og tilbage, siger Uffe Jensen.

Kransekagen blev spist under paraplyerne.

En af de borgere, der havde trodset regnen og var mødt op til dagens åbningsfest, er Niels Svensson

- Vi har gået og ventet på, at der skulle være tog igen her i Odder. Det er en god måde at have forbindelse til Aarhus på. Selv hvis man har en bil, så er det nok den nemmeste og behageligste måde og en grøn måde at køre på, siger Erik Svensson fra Odder.

Det er gratis at køre med toget mellem Odder og Aarhus H hele lørdag. Tove Holland skulle med toget ind til festugen i Aarhus.

- Jeg har glædet mig til i dag, og jeg vil gerne være med til at fejre åbningen i dag. Jeg vil bruge letbanen til kulturelle ting i Aarhus, og så har jeg børn i Malling, og jeg har nogle børn i Aarhus også, fortæller Tove Holland fra Odder.

Fakta om banen mellem Odder og Aarhus

Banen blev anlagt i 1884.

Frem til 1977 omfattede banen også oprindeligt også strækningen Odder-Hou.

Officielt hed banen Hads-Ning Herredes Jernbaner.

I 2008 fusionerede HHJ med VLTJ i Vestjylland og blev til Midtjyske Jernbaner.

2012 indgik Odderbanen sammen med Grenaabanen i Aarhus Nærbane.

I 2016 lukkede hele banen, da der skulle gøres klar til den eldrevne Aarhus Letbane.