Letbanen skifter skinne i trafikeret kryds - vil påvirke trafikken

Søndag skifter Aarhus Letbane en skinne i et af byens trafikerede kryds. Arbejdet tager hele dagen og påvirker både letbanedrift og vejtrafik

I over et døgn kører der ikke letbanetog på en strækning i Aarhus. En skinne skal nemlig skiftes. Arkivfoto. Foto: Aarhus Letbane

Hvis du havde planlagt at tage letbanen hjem fra julefrokosten lørdag aften eller i løbet af natten, skal du nok lige tjekke køreplanen en ekstra gang. Et større arbejde med at udskifte en skinne påvirker nemlig driften.

Skinnen befinder sig i krydset Randersvej og Nehrus Allé.

Læs også GROTESK VIDEO: Bil kører på letbaneskinner

For at genere trafikken mindst muligt bliver arbejdet udført mellem kl. 23 lørdag aften og kl. 4 mandag morgen den 3. december. Alligevel vil arbejdet påvirke både vejtrafikken og letbanedriften.

- På Randersvej vil der i perioden kun være ét spor ind mod Aarhus. Det vil fortsat være muligt at fortsætte ad Randersvej og dreje til højre og venstre ad Nehrus Allé, lyder det fra Aarhus Letbane.

- På Nehrus Allé påvirkes trafikken ikke i vestgående retning, mens det i østgående retning kun vil være muligt at dreje til højre ad Randersvej. Trafikken på Randersvej ud af byen påvirkes ikke. 

Det er i dette kryds i Aarhus, at der skal skiftes en skinne på letbanesporet. Foto: Google Maps

Lang strækning uden tog

Skinnearbejdet påvirker i endnu højere grad selve letbanedriften. Der køres nemlig ikke mellem Universitetsparken og Lisbjergskolen i perioden for arbejdet. Togene vender og kører retur ved parken på Nørrebrogade.

På strækningen mellem Odder og Universitetsparken køres der efter normal weekendkøreplan med op til fire afgange i timen.

Midttrafik indsætter erstatningsbusser mellem rutebilstationen og Aarhus Universitetshospital i Skejby. Erstatningsbusserne kører hvert kvarter.

Aarhus Letbane

- Midttrafik indsætter erstatningsbusser mellem rutebilstationen og Aarhus Universitetshospital i Skejby. Erstatningsbusserne kører hvert kvarter. Mellem Universitetshospitalet og Lisbjergskolen køres der med de ordinære buslinjer 117, 118 og 2A, oplyser letbanen.

Skinnen udskiftes, fordi den blev beskadiget under anlægsarbejdet. Den efterfølgende reparation har vist sig at være utilstrækkelig, og derfor er det nødvendigt at udskifte skinnen.

Når arbejdet tager mere end et døgn, skyldes det, at der ud over udskiftning og svejsearbejde skal lægges ny asfalt omkring skinnen, som derefter skal have tid til at hærde.

Arbejdet kan også beklageligvis medføre støj for de nærmeste naboer til krydset. Fra søndag eftermiddag ligger det meste af arbejdet dog stille, mens asfalten afkøler og hærder.