Letbanen kun én godkendelse fra at kunne åbne mod Odder

Mandag starter Aarhus Letbane de afsluttende tests og kørsler af strækningerne fra hovedbanegården mod Odder og Lisbjerg

Aarhus Letbanen forventer fortsat, at togene kommer til at køre med passagerer til Odder og Lisbjerg i løbet af sommeren. Foto: Aarhus Letbane

I dag begynder Aarhus Letbane de afsluttende testkørsler på strækningerne til Odder og Lisbjerg. Det er letbanens forventning, at togene kommer til at køre med passagerer i løbet af sommeren.

Kørslerne begynder i banegraven i Viby og bevæger sig derfra mod Odder. Samtidig indledes der også funktionstest og erfaringskørsler på strækningen fra Aarhus Universitetshospital i Skejby til Lisbjerg Skole.

Hvis testkørsler og tests går efter planen, mangler letbanen kun én godkendelse af de tekniske sikkerhedsregler for de to strækninger.

Der vil blive kørt på forskellige tidspunkter på alle ugens dage henover sommeren.

01:38

VIDEO: I weekenden blev der søsat syv fantasifulde fartøjer i havnebassinet til Hou Drop, heriblandt et flydende letbanetog.

Luk video

Bomanlæg vil blinke og ringe

- Kørslen om natten forventes ikke at forstyrre naboer til banen, da letbanetogene er støjsvage og højst vil passere hver halve time. Bomanlæg langs Odderbanen vil dog blinke og ringe kortvarigt, når bommene går ned i forbindelse med, at letbanetogene passerer overkørslerne, lyder det fra Aarhus Letbane.

Hvis alt går som planlagt, er det fortsat vores forventning, at vi kan begynde at køre med passagerer på de to strækninger i løbet af sommeren.

Michael Borre, Aarhus Letbanes direktør

I forbindelse med testkørslerne begynder letbanen at benytte det største af de to typer tog, Tango. Hidtil har Aarhus Letbane udelukkende kørt med det mindre Variobahn, der kører på den indre strækning i Aarhus. Det større tog skal køre til Odder og senere Grenaa.

Læs også Buslivet håbløst efter letbanens ankomst: - Vi holder konstant i kø

- Med dagens opstart af funktionstest og erfaringskørsler rykker vi tæt på en åbning af Odderbanen og strækningen til Lisbjerg. Hvis alt går som planlagt, er det fortsat vores forventning, at vi kan begynde at køre med passagerer på de to strækninger i løbet af sommeren, siger Aarhus Letbanes direktør, Michael Borre.

Hvornår det så helt præcist sker, er stadig usikkert.

Kæmpe løft og gevinst for Odder

Odders borgmester, Uffe Jensen (V), ser frem til, at den østjyske stationsby omsider kan komme på letbanekortet.

- Det bliver et kæmpe løft og en gevinst for Odder, hvor mange pendler til Aarhus. Desværre ved jeg, at der også er nogle, der har købt bil nummer to i frustration over den lange ventetid, siger Uffe Jensen.

Desværre ved jeg, at der også er nogle, der har købt bil nummer to i frustration over den lange ventetid.

Uffe Jensen (V), borgmester Odder

Han tolker meldingen fra letbaneselskabet sådan, at strækningen til Odder indvies senest i løbet af august.

Mens det lysner for strækningen mod Odder, er der fortsat intet nyt om, hvornår strækningen til Grenaa indvies.

Også her har man været uden togforbindelse siden august 2016. Det er tidligere blevet meldt ud, at også Grenaabanen ventes at blive sat i drift i løbet af 2018.