Letbanen holdt stille på grund af frost: Hjælpen kommer til januar

Aarhus Letbane har endnu ikke fundet den rigtige formel, når det gælder letbanekørsel i frostvejr.

Frost driller igen i år Aarhus Letbane og dens mange passagerer.

Flere letbanetog gik så at sige kolde tirsdag morgen.

Is på køreledningerne voldte så store problemer, at Aarhus Letbane indstillede al kørsel mellem Grenaa og Skødstrup i flere timer.

Læs også Politiker delte lønseddel - nu har en million set den

Klokken 9.30 kørte letbanetogene atter planmæssigt på strækningen mellem Aarhus og Grenaa, mens afgange mellem Aarhus H og Ryomgaard var aflyst frem til klokken 12.15.

Hjælpen kommer til januar

Det kan måske undre, at Aarhus Letbane ikke er klar til at håndtere is på køreledninger på denne tid af året. Det har selskabets direktør, Michael Borre, et svar på. 

- Når det bliver koldt, kører vi nogle gange iskørsler om natten. Det betyder, at vi ligger og kører for at fjerne isen fra køreledningerne. Men selvom vi kører om natten, er vi ikke overbeviste, om det hjælper på køreledningerne, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter: 

- Vi har købt noget materiel, der skal fjerne isen, men det kommer først hjem til januar.

Som direktør for Aarhus Letbane befinder Michael Borre sig ofte på øretævernes holdeplads.

Aarhus Letbane vil køre iskørsel mellem Ryomgård og Grenaa natten til onsdag, oplyser Michael Borre.

Med mindre der ligger tre meter sne, burde vi kunne køre fuldstændig uproblematisk.

Michael Borre, direktør for Aarhus Letbane - oktober 2018

Adspurgt om, hvorfor det vigtige materiel først kommer hjem til januar, hvor det må antages, at der ved flere lejligheder har været is på køreledningerne, lyder svaret:

- Der er lang leveringstid på den slags. 

Aarhus Letbane valgte i sin tid løsningen med køreledninger fremfor en mulig løsning uden strømmaster- og ledninger, fordi ledelsen mente, at løsningen med køreledninger var den mest sikre løsning i forhold til frost og sne.

Læs også Lokal kro blev sat på tvangsauktion - men bysbørn accepterer ikke lukning

00:22

VIDEO: Fredag den 4. oktober gav en overrevet køreledning knas på store strækninger af Aarhus Letbane.

Luk video

Frost drillede sidste vinter

Den 29. oktober 2018 fortalte Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND, at sne og frost ikke burde være et problem for letbanetogene.

- Med mindre der ligger tre meter sne, burde vi kunne køre fuldstændig uproblematisk, sagde direktøren for Aarhus Letbane dengang.

Læs også Nu er Den Permanente åbnet igen: - Vi er klar som aldrig før

Der var dog også i vinteren 2018/2019 flere episoder, hvor frost drillede Aarhus Letbane - og ikke mindst selskabets passagerer. 

Mange problemer

I en lang række af aflysninger og forsinkelser var en overrevet køreledning mellem Aarhus H og Dokk1 i starten af oktober senest skyld i store problemer for Letbanen i Aarhus. 

Læs også Nye boliger til hjemløse: Er sikret mod ølsjatter og brandmærker

I oktober har der desuden været problemer med bommene ved letbaneoverkørslen i Mørke. Her var bommene den 19. oktober nede i op mod en time på grund af driftsforstyrrelser.

Det fik utålmodige bilister til at krydse overskæringen, selvom bommene var nede.