Letbanen er nu på skinner
Minister og kommune har skrevet under
Her i eftermiddag skrev Transportministeriet, Region Midtjylland og Aarhus Kommune under på de papirer, som skal realise Danmarks største og første letbane fra Aarhus Midtby omkring Skejby og Lisbjerg.
Dermed er der altså givet endeligt grønt lys for den fælles vision om, at den kollektive trafik fremover skal spille en større rolle, end den gør i dag.
- Aarhus Kommune, Region Midtjylland og staten har i dag indgået en historisk aftale om at etablere Danmarks første letbane. Letbanen vil give den kollektive trafik i Aarhus-området et gevaldigt løft - og den vil udgøre rygraden i et moderne Aarhus præget af dynamik og bevægelse. Etableringen af landets første letbane er dermed også et vigtigt element i byens vækststrategi, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.
Til Skejby og Lisberg
Ved siden af den allerede vedtagne sammenbinding af Odderbanen og Grenaabanen gælder aftalen et 12 kilometer langt nyt letbanespor, der "udspringer" fra Grenaabanen ved Nørreport og går ad Randersvej via Skejby og det kommende nye universitetshospital og gennem det nye byudviklingsområde i Lisbjerg. Herfra kobles letbanen igen sammen med Grenaabanen sydvest for Lystrup.
Den nye letbane har et anlægsbudget på 1,2 mia. kroner, som skal afholdes af staten, Region Midtjylland og Aarhus Kommune.
Øverst i denne artikel kan du se TV 2 | ØSTJYLLANDs indslag om dagen i dag, hvor letbanen officielt blev en realitet.