Letbanedirektør siger farvel med en millionbonus

Aarhus Letbanes direktør er chef for omkring 30 ansatte, men tjener alligevel mere end de fleste offentlige chefer

Han modtager ifølge Finans' beregninger 1,4 mio. kr. i fratrædelsesbonus, når han til nytår skifter til et job som administrerende direktør for selskabet bag rejsekortet. Arkivfoto.

Når Claus Rehfeld Moshøj om kort tid forlader direktørposten i problemramte Aarhus Letbane, bliver det med et gyldent håndtryk i millionklassen. Det skriver Finans.

Helt nøjagtigt modtager han ifølge Finans' beregninger 1,4 millioner kroner. i fratrædelsesbonus, når han til nytår skifter til et job som administrerende direktør for selskabet bag rejsekortet.

Bonussen kommer oven i en årlig løn på 2,1 millioner kroner med pension og tillæg. Det viser aktindsigter, som Finans har fået.

Læs også Forgyldte chefer: Kommune har droppet udskældte kontrakter

Lønnen gør letbanedirektøren til den næstbedst betalte chef i Aarhus Kommune, kun overgået af stadsdirektør Niels Højberg, der er kommunens øverste embedsmand med 20.000 ansatte under sig.

Det er nærmest unikt, at man kan være chef for så få ansatte og alligevel tjene så godt.

Henning Jørgensen, professor

Til sammenligning er Claus Rehfeld Moshøj chef for omkring 30 ansatte i Aarhus Letbane.

Henning Jørgensen, professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, kalder lønvilkårene for opsigtsvækkende.

- Det er nærmest unikt, at man kan være chef for så få ansatte og alligevel tjene så godt, siger han til Finans.

Bestyrelsesformand Johnny B. Hansen står gerne på mål for sin direktørs løn:

Læs også Borgmester forsvarer sig i millionstrid – ekspert ikke overbevist

- Man skulle på få år bygge en letbane op fra bunden, og det kræver altså visse kvalifikationer, siger Johnny B. Hansen.

Hovedpersonen selv forsvarer sin løn.

- Jeg blev ansat i en periode på fire år til at begynde med og vidste ikke, hvad jeg skulle på den anden side af kontrakten. Samtidig skulle jeg flytte min familie på tværs af landet. Det skal man kompenseres for, siger Claus Rehfeld Moshøj til Finans.

Herunder kan du høre Claus Rehfeld Moshøjs reaktion, da åbningen af Aarhus Letbane blev aflyst i 11. time: 

05:22

Claus Rehfeld Moshøj var tydeligt rystet over aflysningen af letbaneåbningen. 

Luk video