Letbane-arbejdet går ind i sidste fase ved Nørreport

Aarhus Letbane har fået dispensation til at arbejde døgnet rundt

Fredag aften går Aarhus Letbane i gang med sjette og sidste fase af arbejdet med at lægge skinner over krydset Nørreport - Kystvejen.

Med den afsluttende opgave lægges sidste del af letbaneskinnerne i den nordlige ende af krydset. Modsat de tidligere faser sker det ikke ude i krydset men langs det stykke af Kystvejen, hvor letbanesporet fortsætter mod Risskov og Grenaa. 

Dermed bliver der spærret for højresving fra Sverigesgade ud på Kystvejen i nordgående retning.

Lørdag fra klokken 16.00 til 23.00 vil der også være spærret for højresving fra Nørreport mod Kystvejen i sydgående retning på grund af åbningsfesten for Kulturby 2017.

Læs også Henrik fik bil rippet under prøvetur: De er kolde og kyniske

Aarhus Letbane har fået dispensation til at arbejde døgnet rundt. Arbejdet med at lægge de sidste skinner i Nørreport-krydset forventes at være afsluttet søndag den 5. februar.

Ud over skinner i Nørreport-krydset skal der etableres skinner, kørestrøm, perroner og signalanlæg langs havnefronten mellem ørreport og Dokk1. Dette arbejde fortsætter vinteren over. Bagefter skal letbanen testkøres frem mod åbningen i maj 2017.