Leon Andreasen vil væk fra Werder Bremen

Den tidligere AGF'er vil gerne væk fra sin tyske klub, og han er måske på vej til danskerklubben Schalke 04

Den danske landsholdsspiller i fodbold Leon Andreasen har ikke lyst til at fortsætte karrieren i sin tyske Bundesliga-klub Werder Bremen.

Det oplyser den forhenværende AGF'ers agent Ivan Marko Benes.

- Leon har ikke lyst til at vende tilbage til Bremen, når hans ferie er overstået. Men vi må også acceptere, at situationen er vanskelig, fordi Werder Bremen betalte mange penge for Leon, da de hentede ham i AGF, siger Benes mandag i Ekstra Bladet.

I foråret har midtbanespilleren været udlejet til Bundesliga-kollegaerne Mainz med stor succes, og Ekstra Bladet citerer anonyme tyske kilder for, at Leon Andreasen skulle være på vej til danskerklubben Schalke 04, som Ivan Marko Benes skulle have en godt forhold til, efter at han har skaffet Peter Løvenkrands og Søren Larsen til klubben.