Lene reddede sin mands liv: Nu er hun årets førstehjælper

I maj sidste år fik Lene Nørgaards mand hjertestop i deres hjem. Hun ydede hurtigt førstehjælp og er derfor kåret til årets førstehjælper 2019 af Røde Kors.

00:41

VIDEO: Lene Nørgaard er blevet kåret til årets førstehjælper 2019.

Fredag aften den 25. maj 2018 er 42-årige Lene Nørgaard fra Randers, hendes mand og deres to børn på 10 og 15 år klar til at gå på weekend med familiehygge foran fjernsynet. En aften som så mange andre fredage.

Men hyggen bliver pludselig afbrudt, da Lenes mand Henrik begynder at få det dårligt. Da Henriks arme begynder at snurre, kontakter Lene sine forældre, så de kan komme og tage sig af børnene, mens hun får hjulpet Henrik ud i bilen, så de kan køre til vagtlægen.

Lene Nørgaards mand Henrik faldt om i parrets garage, da de var på vej til vagtlægen.-

Det må ikke slutte her

I et splitsekund knækker benene under Henrik. Lene forsøger febrilsk at gribe ham, men Henrik rammer gulvet i garagen. Lene ved godt, at den er gal.

- Det hele går så stærkt, så det første jeg tænker, er, at det ikke skal slutte her. Henrik er helt forkrampet i ansigtet, så jeg går i gang med at sikre hans luftveje, fortæller Lene Nørgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Børnehaver nomineret til førstehjælpspris

Mens Lene yder førstehjælp, kontakter hun samtidig vagtlægen. De sender straks en ambulance. Efter 15 minutter er den fremme.

Indtil ambulancen kommer, giver Lene hjertemassage og kunstigt åndedræt. Hendes anstrengelser reddede Henriks liv, og derfor blev hun torsdag kåret til årets førstehjælper 2019 af Røde Kors og privathospitalet Aleris-Hamlet.

Det var her mellem væggen og bilen, at Lenes mand Henrik faldt om med et hjertestop.

Søn bliver sendt væk

Da Henrik falder om med hjertestop, var det over ti år siden, at Lene sidst havde været på et førstehjælpskursus. Alligevel er der ikke noget tidspunkt, hvor Lene stopper op og overvejer, om hun gør det rigtigt.

- Jeg ved, at minutterne efter er de vigtigste, og selvom det er mange år siden, jeg har taget førstehjælpskursus, kom det hele frem, da jeg havde brug for det, fortæller Lene.

Henrik blev genoplivet af sin kone Lene. Nu er han hver dag taknemmelig for at vågne op og for at være sammen med sin kone og sine to børn. 

Mens Lene er i gang med at yde førstehjælp, dukker der en skikkelse op i døren ved garagen. Det er Lene og Henriks søn. Han har modtaget et opkald inde i huset, hvor ambulancefolkene fortæller ham, at de er på vej. Han er derfor gået ud for at se, hvad der sker.

- Jeg får råbt, at han skal skynde sig ind igen, for jeg vil for alt i verden ikke have, at mine børn skal se deres far ligge sådan her, siger Lene.

Taknemmelig

Da Henrik ankommer til Århus Universitetshospital i Skejby, får han foretaget en ballonudvidelse, mens han ligger i koma.

Efter seks dage vågner Henrik op og kan ikke huske, hvad der er sket, men han får ret hurtigt at vide, at han er blevet reddet af sin hustru.

- Hun er jo megasej. Jeg er taknemmelig for at vågne hver dag og helt vildt glad for at være her sammen med min kone og børn, fortæller Henrik Nørgaard, der er bygningskonstruktør.

Læs også Søn reddede sin fars liv på parkeringsplads

Efter episoden forsøger han at have mindre stress i hverdagen.

- Bare det at vågne op hver dag og være glad, det er jo fantastisk. Man sætter pris på alt det, man har, pludselig har man ikke så travlt med at nå alt muligt.

Lene Nørgaard har torsdag eftermiddag fået overrakt prisen som Årets Førstehjælper 2019 ved en ceremoni i København. Udover æren får hun 10.000 kroner.