Lena Frier laver kontrakt med Team Aarhus
Team Aarhus bliver markant forstærket på damedoublesiden med en verdensklassespiller.
Blækket er stadig lidt fugtigt, men underskriften er sat på kontrakten. Fra næste sæson spiller Lena Frier Kristiansen for Team Aarhus i Badmintonligaen.
- Vi er meget glade for at få Lena Frier Kristiansen med i truppen. Hun passer godt til vores koncept og har helt sikkert meget at byde ind med til holdet. Vi arbejder på den lange bane med vores talentudvikling og træningsmiljø i Århus og ser frem til et langtidsholdbart samarbejde med Lena, siger træner Morten Frost i en pressemeddelelse.
Lena Frier Kristiansen er i øvrigt vokset op i Randers og har for år tilbage trænet med på badmintonforbundets Elitecenter i Århus. Hun forlader BS København efter denne sæson og har i øvrigt spillet i flere andre klubber i den danske liga.