Lektor: - Det er meget store tal
400 nedlagte stillinger er flere end forventet
I går satte rektor på Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen, tal på, hvor mange af universitetets ansatte der skal fyres.
På mandag vil i alt 190 medarbejdere på Aarhus Universitet få at vide, at de ikke længere har en fremtid på universitetet, mens ca. 200 får en frivillig fratrædelse eller en seniorordning.
LÆS OGSÅ: AU fyrer 190 medarbejdere
De i alt 400 nedlagte stillinger er flere end forventet.
- Det er lidt højere end vi havde troet. Vi havde gættet på 300, nu er vi helt oppe omkring 400 mennesker, der bliver berørt af det her, siger lektor og fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitet, Per Dahl til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det er meget store tal. Det vil berøre universitetet lang tid frem, og det vil skabe usikkerhed og uro i organisationen. Det er rigtig mange medarbejdere og deres familier, der vil blive rigtig dybt berørt af det her.
De mange afskedigelser er del af en spareplan på mere end 200 millioner kroner.
Se hele interviewet med Per Dahl i klippet ovenfor og se mere i dagens nyheder på TV 2 | ØSTJYLLAND.