Lekic skuffet over manglende udtagelse
Silkeborg IFs topscorer Rajko Lekic mener, at han fortjener en plads på landsholdet, men tvivler på om landstræneren ved, han er dansker.
Landstræner Morten Olsens foretrukne angrebsduo Nicklas Bendtner og Jon Dahl Thomasson er begge ude med skader. Det samme er det naturlige tredjevalg Søren Larsen.
Alligevel kiggede landstræner Morten Olsen ikke ikke mod Silkeborg, da han udtog sin trup til de to kommende landskampe. Her løber ellers en særdeles giftig angriber rundt og venter på chancen på nationalmandskabet.
Rajko Lekic er den næstmest scorende dansker indtil videre i denne superligasæson, og derfor havde han sat næsen op efter en landsholdsudtagelse.
- Jeg er skuffet over ikke at være udtaget til landsholdet, når der er så mange skader, når jeg synes, jeg har gjort det godt. Jeg er meget meget skuffet, det må jeg indrømme, siger Rajko Lekic til sporten.dk.
Lekic har montenegrinske rødder, og det kan ifølge ham selv være årsag til, at han ikke er i landstrænerens søgelys.
- Jeg ved ikke, om han ved, jeg er dansker overhovedet. Det håber jeg da, siger Rajko Lekic.